Vandparkens ufrivillige naboer.

Det er ikke kun gæssene, der samles i Dragør. Borgerne danner fælles front mod AOV-flertallet i kommunalbestyrelsen.

Kære Borgere,

Vi bliver alle ufrivilligt naboer til placeringen af Copenhagen White Water Park i Dragør.

Med forslaget om CWWP forsøger en del af Dragør Kommunes politikere at fremme sin egen politiske karriere.

Det viser sig dog, at prestigeprojektet CWWP møder så kraftig modstand fra Dragørs borgere, at det kan give gevaldigt bagslag. Politikerne vil blive husket som de politikere, der overvurderede Dragørs begrænsede kapacitet og pure underkendte borgernes velmenende protester.

Realiseringen af CWWP i Dragør bliver borgmester Eik Dahl Bidstrups Waterloo.

Dragør Kommune har bevidst tilbageholdt oplysninger om, præcist hvor og hvorledes opførelsen af Copenhagen White Water Park eventuelt skal foregå, på trods af at der har været rig mulighed for at gå i dialog, og som minimum informere de nærmeste naboer til det potentielle byggeområde.

Alle i Dragør bliver reelt set naboer til CWWP, og vi må fremadrettet dagligt leve med, hvad parken bringer med sig: Permanente støjgener fra hele parkområdet, indkig i folks private boliger samt haver, øget trafik, øget turisme, overbelastning af havnen, øget brugerantal ved badefacilliterne ved Øresund, flere passagerer i busserne osv. Dette kan ikke undgås. Med mindre vi gør noget aktivt som borgere.

Fremtiden vil nøjagtigt vise, hvor slemme følgevirkningerne er i Dragør – men så er det desværre for sent. Som tilbagevendt bysbarn har jeg, og folk i min nærhed, ikke nævneværdigt lyst til at være forsøgskaniner i politikernes uigennemtænkte og økonomisk urealistiske prestigeprojekt.

Dragør Kommune leger intentionelt kispus med borgerne og vores skæbner.

Bliver Dragør et bedre sted at bo for borgerne?

Dragør har efter min mening ikke kapacitet til at rumme CWWP. Forandring kan være rigtig fint, men man bliver også nødt til at vurdere, om Dragør bliver et bedre sted at bo, eller om Dragør vil lide under en uoprettelig skade, som kommunen påfører sine egne borgere, der vel at mærke ikke selv har bedt om vandparken. Politikerne har ikke borgernes opbakning.

Det er Dragør Kommune, som egenhændigt vil gennemtrumfe opførelsen af den store vandpark.

Københavns Kommune sagde blankt nej til CWWP – og det var der utallige gode grunde til.

Flere kommuner har som bekendt også sagt nej tak til lignende vandforlystelser og sportsanlæg med vand, eftersom man i de andre kommuner værner om sine borgere og lytter til borgernes behov, og ydermere tager vurderingen af de respektive byers begrænsede kapacitet meget alvorligt.

Projektgruppen bag Copenhagen White Water Park.

Jakob Færch er initiativtager til CWWP og har arbejdet på projektet siden 2001.

Efter 17 år, hvor Jakob Færch og hans projektgruppe har fået det ene nej efter det andet, så vil en del af kommunalbestyrelsen i Dragør nu gennemtvinge opførelsen af CWWP på Kirkevej.

Vi har derfor demonstreret flere gange mod de medlemmer af kommunalbestyrelsen, som indtil videre har underkendt samtlige indsigelser, som borgerne er kommet med.

Naboerne til CWWP.

Da Andelsboligforeningen Kastaniegården på Kirkevej 56, hvor jeg bor, indenfor få døgn har fundet ud af, at Dragør Kommune har planer om at medvirke til at betale for og bygge den selvejende institution CWWP helt op til vores matrikel, som er underlagt landzoneregler, så er beboerne blevet dybt berørte.

A/B Kastaniegården består af 17 boliger, som er beliggende på en dejlig gård fra 1861. Her er 14 andelsboliger og 3 lejemål. Vi har en bundsolid økonomi, og vi er en ressourcestærk og velfungerende andelsboligforening, som rummer alt fra småbørn til ældre. Vi har arbejdet 25 år på at nå hertil, hvor vi er i dag. Dette er en del af kommunalbestyrelsen ved at spolere med én eneste drastisk handling.

Dragør Kommune har på intet tidspunkt kontaktet A/B Kastaniegården vedrørende byggeplanerne.

Vi er hermed ufrivilligt blevet part i en byggesag, som kommunen skal træffe en afgørelse i.

Dragør Kommune har pligt til at høre os, eftersom kommunen har væsentlige oplysninger i sagen, som vi ikke kender, og som forventeligt ikke er til fordel for os.

A/B Kastaniegården har skriftligt stillet krav om en partshøring hos Dragør Kommune. Der rejses ligeledes erstatningskrav mod Dragør Kommune.

Kvittering fra Dragør Kommune er modtaget. Borgmester Eik Dahl Bidstrup, Plan og Teknik, hvert enkelt medlem i kommunalbestyrelsen og kommunaldirektør Kenneth Kristensen har modtaget vores krav om partshøring og varsling om rejsning af erstatningskrav mod Dragør Kommune.

A/B Kastaniegården er én af de nærmeste naboer til ejendommen, som Dragør Kommune har planer om at bygge CWWP på. Naboerne tæller blandt andre også PF Maglebylund, grundejerforeningen Skippergården på Rytterager og Ulspilsager, Dragør Kolonihaveforening, adskillige hestehold og ikke mindst det lille hyggelige Watpa Buddhisttempel. Jeg håber virkelig, at sidstnævnte har ophøjet ro i sjælen – det har vi andre ikke.

A/B Kastaniegården går nu sammen med de andre grundejere og danner fælles front mod Dragør Kommune. Ingen er blevet kontaktet af Dragør Kommune. Søgsmålene vil være mangeartede, og der vil blive rejst mange individuelle erstatningskrav mod kommunen.

Kommunalbestyrelsen har godkendt budgetforslag for 2019 torsdag den 4. oktober 2018. Dragør Kommune skal medregne et anseeligt erstatningskrav i millionklassen fra A/B Kastaniegården alene. Vores jurister, vores dygtige valuar og diverse andre aktører er allerede aktiveret.

Lad os stå sammen.

Dragør Kommune skal på et tidspunkt træffe endelig afgørelse om opførelsen af CWWP i Dragør, som påfaldende nok allerede figurerer på Google Maps, selvom politikerne siger, at intet er besluttet endnu.

På CWWP’s hjemmeside har de allerede anført vandparkens adresse som Kirkevej (uden vejnummer) under sine almindelige kontaktinformationer. Men Dragør Kommunes politikere siger jo, at intet er besluttet endnu? Den lader vi lige synke ind i et kort øjeblik.

Demonstrationerne i september og oktober er ganske vist blot en forsmag på, hvad Dragørs politikere har i vente, men jeg ved, at der ikke er tvivl hos de fremmødte politikere om, at borgernes modstand er vedvarende og stærkt voksende i proportion.

Nu skal vi have de resterende borgere med – for vi vil rigtig gerne se jer og høre jeres historie.

Det er altafgørende, at de tusindvis af frustrerede og skræmte borgere i Dragør, som sidder derhjemme og skælder ud på borgmesteren, lokalavisen, fjernsynet og Facebook slutter sig til os andre.

Vi kan i fællesskab vise de folkevalgte politikere, at vi ikke accepterer, at der bliver trukket ufornuftige beslutninger med vidtrækkende konsekvenser ned over hovedet på os borgere i Dragør.

Hvis opførelsen af CWWP egenhændigt bliver gennemtrumfet af kommunalbestyrelsen, så skal vi alle leve med konsekvenserne resten af vores liv…med mindre vi flytter fra Dragør.

Og det er der vist ikke nogen, der har udpræget lyst til. Heller ikke jeg.

Venlig hilsen,

Kenneth Olsen – Kommende ufrivillig nabo til CWWP.