Borgmester i økonomisk uføre.

Borgmesteren har gennem længere tid malet et skønmaleri af den økonomiske situation i Dragør Kommune. Screenshot: Dragør Kommune TV.

Skønmaleriets tørre maling krakelerer i disse dage. De økonomiske udfordringer i Dragør Kommune er langt værre, end borgerne hidtil er blevet informeret om.

Politikere og borgere har utallige gange advaret mod den kritiske økonomiske udvikling, men det er konsekvent blevet slået hen af Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Eik Dahl Bidstrup (V) må nu krybe til korset og erkende, at det ikke står så godt til med Dragør Kommunes økonomi, som han i en lang periode har givet udtryk for.

Borgernes skatteindbetalinger er desværre blevet håndteret uansvarligt, og vi skal nu trækkes med yderligere reducering af vores kernevelfærd – der er hårdt ramt i forvejen.

Som øverst ansvarlige i Dragør Kommune tager borgmesteren ikke ansvar, men forsøger at skyde skylden fra sig på alle tænkelige måder. Det er borgerne vant til, men det gør ikke forholdet mindre kritisabelt.

Besparelserne kommer til at ramme bredt og dybt i vores lille lokalsamfund.