Nej til Copenhagen White Water Park

Godt snydt år!

Dragør nord indhyllet i tågedis, ligesom erhvervsprojekt nord, bare smukkere.

Efter en rigtig positiv oplevelse og godt sammenhold ved demonstrationen den 16. november 2025, to dage før kommunalvalget, er det nu tid til en status på, hvordan forvaltningen og den nytiltrådte kommunalbestyrelse arbejder videre med Erhvervsområde Nord-projektet.

Blækket på valglisterne var knap tørt, før Dragør Kommunes forvaltning fik endnu en henvendelse den 25. november fra Mileways rådgiver Sweco, der ønskede et nyt møde, hvor Sweco ville spørge ind til den planlagte helhedsplan og dens udformning.

Mødet blev afholdt den 15. december og af referatet fremgår det, at forvaltningen udvander den beslutning, som blev truffet af kommunalbestyrelsen den 25. september: ”Det kan ikke være lager- og logistikvirksomheder, og der ønskes kun virksomheder med et begrænset behov for tung trafik til og fra området”.

I stedet svarede forvaltningen, at det er et vigtigt politisk emne, hvordan man bedst muligt undgår tung trafik, men at kommunens rådgiver Aart vil give deres bud, og at forvaltningen ikke vidste det endnu.

Men er Mileway ikke en ’last mile-logistikvirksomhed’? Så hvorfor bruger forvaltningen tid på møder, hvis der ikke ønskes logistik? Hvorfor affærdiger forvaltningen ikke Mileway og gør dem bekendt med, at deres virksomhedsstruktur ikke matcher planen for området?

Var det store gennemgående budskab i valgkampen ikke, at det skulle være mindre håndværksvirksomheder? Af aktindsigten fremgår det ikke, at der har været et eneste møde med håndværksvirksomheder.

Alligevel prøver kommunalbestyrelsen og forvaltningen at bilde Dragørs borgere ind, at det er dette, der skal ske på det 170.000 m² store areal.

Alt imens afsøger selvsamme forvaltning muligheder med Mileway, Copenhagen Capacity og Property Projects.

Copenhagen Capacity, i øvrigt også repræsenteret i Copenhagen Advisory Committee sammen med vores borgmester, er en fond, der blandt andet arbejder med at tiltrække udenlandske virksomheder.

Den 24. november tog forvaltningen kontakt til CopCap. De ønskede at drøfte oplægget til helhedsplanen med CopCap.

I tidligere kommunikation har CopCap påpeget, at København mangler arealer til erhverv, der må fylde både i volumen og miljøpåvirkning. De anbefaler at se mod Køge og Ballerup, der begge har vellykkede erhvervsområder. De påpeger Dragørs beliggenhed ved lufthavnen, og at en adgang direkte til lufthavnen skal vurderes.

De nævner ligeledes muligheden for at tiltrække arbejdskraft fra Sydsverige, og at højtuddannede er villige til at pendle langt for deres arbejde.

Alt dette klinger utroligt hult med valgkampens løfte om mindre håndværksvirksomheder. Når Property Projects så lige efter kommunalvalget også kontakter forvaltningen for at høre til helhedsplanen, må man sige, at forvaltningen i bedste fald er meget ringe til at kommunikere, hvad der er besluttet på kommunalbestyrelsesmødet – eller i værste fald stadig arbejder på alle fronter.

Er det derfor, at hverken forvaltningen eller borgmesteren er villige til at bekræfte et nytiltrådt kommunalbestyrelsesmedlems offentlige udtalelse fra den 12. november om, at der ikke kommer Mileway på det areal?

Samtidig er udgiften til udarbejdelse af helhedsplanen steget med 50%. Helhedsplanen, som blev vedtaget med en budgetramme på 243.000 kr. ekskl. moms, koster nu borgerne i Dragør 364.000 kr. ekskl. moms, desuden er der nye regninger fra Sweco for udarbejdelse af forslag til trafiklysregulering i krydset Ryvej/A.P. Møllers Allé/Sydvagten og Kystvejen. Derudover er der en lind strøm af forvaltningsudgifter, som ingen ende vil tage.

Den 24. oktober sendte Aart, der er rådgiver for kommunen i forbindelse med helhedsplanens udarbejdelse, en mail til forvaltningen. Heri står: ”Vi har ikke indlagt en offentlig høring af helhedsplanen, da vi fornemmede, at der ikke skulle være yderligere borgerinddragelse i helhedsplanen”. Gad vide, hvad det er, der gør, at Aart har fået denne fornemmelse?

Knap en måned senere lover Dragørs borgmester på Facebook: ”Ja, det er korrekt, vi har afsat midler til helhedsplanen, og det er, fordi vi vil prioritere den, så den bliver så anvendelig, at den kan konverteres – efter en høring – til en lokalplan”. Ærgerligt, at det ikke lige bliver kommunikeret ud til den højtbetalte rådgivende virksomhed!

Mange påpeger, at hvis man ikke udvikler, så afvikler man. Hvis vi nu vender bøtten på hovedet og siger, at når vi udvikler, så afvikler vi faktisk også noget. Vi afvikler et kulturlandskab, vi afvikler det fredede vandhul Køjevælens liv, vi afvikler et århundrede gammelt udtryk i Dragør og Store Magleby, vi afvikler vildt dyreliv, vi afvikler frit udsyn og åbne arealer – og hvad får vi så?

Vi får meget mere trafik ind og ud af byen på et vejnet, der ikke er egnet til det, forbi skole, beboelse og børnehave. Vi får en smule erhvervsskat, og vi får en by, der ligner omegnskommunerne med store ensartede områder med uinteressante bygninger.

Borgmesteren har selv udtalt, at erhvervsskatteindtægten ikke er grunden til områdets udvikling. Men hvad er det så?

Hvis CopCap, Mileway og Property Projects udvikler på området, giver det så færre pendlere? Næppe. Giver det flere penge i kommunekassen? Næppe. Og slet ikke, hvis det er udenlandske virksomheder, der etablerer sig. Skaber det arbejdspladser i Dragør? Måske få, men langt de fleste, der bor i Dragør kører dagligt ud af kommunen til specialstillinger i Københavnsområdet. Så er det grund nok til at tage hele Nordstrandens og Dragørs øvrige borgere som gidsler i dette erhvervseventyr?

I sit høringssvar til Sund & Bælt har Dragør Kommune gjort opmærksom på, at linjeføringen til lufthavnsdiget vil gå gennem bevaringsværdige kulturlandskaber og landsbymiljøer og være en visuel barriere. Men er det nye Erhvervsområde Nord ikke en lignende plage? Der er utallige gange gjort opmærksom på, at området er kulturarvsbeskyttet, at Køjevælen er naturbeskyttet, at det vil ændre Dragørs og Store Maglebys udtryk for altid, og at det vil være en kæmpe visuel barriere, der bryder med lokalplanen om bevarelse af de åbne landskaber. Hvorfor betyder det kun noget for kommunen, når det handler om etablering af lufthavnsdiget?

Kommunens rådgiver Aart tager den nette sum af 40.000 kr. for en brainstorming og forslag til udnyttelse af arealet i nord. Vi vil da godt brainstorme lidt gratis her:

Hvis man udnytter de åbne arealer i Dragør til naturudvikling og grønne rekreative områder, naturplejede Køjevælen, som man egentlig er forpligtiget til, lod grøfter, strandenge, lunde, græsarealer og så videre udvikle sig mere naturligt, understøttede det eksisterende dyreliv, fulgte med de nye strømninger og ikke bare forfaldt til gængse opfattelser og løsninger om, at erhvervsudvikling er den eneste vej til vækst, så ville Dragør blive en attraktiv, grøn og biodivers kommune. Vi er sikre på, at det kunne virke attraktivt for mange unge familier.

Hvis skoler og institutioner fik et løft, så de kom tilbage på tidligere niveau, kunne Dragør Kommune tiltrække nye ressourcestærke borgere, der ville bidrage til lokalsamfundet og kommunekassen i form af den langt højere kommuneskat frem for erhvervsskatten. Vi kan noget andet end omegnskommunerne herude, kan vi ikke?

På en januardag, hvor tø overtager efter flere dages frost, ligger det åbne landskab i den nordlige del af Dragør hen i stemningsfuld dis. Den samme tågedis omgiver hele håndteringen af dette erhvervsprojekt. På mark- og naturarealet er det dog smukkere og mere acceptabelt.

Alt dette taget i betragtning, står man tilbage med en fornemmelse af en kommunal forvaltning, der sammen med den nytiltrådte kommunalbestyrelse siger: ”Godt snydt år!” til Dragørs borgere.

Exit mobile version