Borgermøde – Erhvervsområde Nord i modvind.

Her til aften blev der afholdt borgermøde i aulaen på Dragør Skole.

Der var ikke meget medvind, forståelse eller sympati at spore i spørgsmålene fra salen hos de halvt hundrede engagerede borgere, der i spisetiden var mødt op til borgermødet, for at høre nærmere om politikernes planer om at omdanne det knap 200.000 m² store mark- og naturareal på Dragør Nord til et gigantisk og dynamisk erhvervs- og industriareal.

Borgernes bekymringer.

De stærke bekymringer, der kom til udtryk, rettede sig primært mod den trafikale fremkommelighed til og fra området, støj- og forureningsgener, den negative indvirkning på naboernes huspriser, lufthavnens overvældende dominans og dens allerede fremsatte forventninger til bygningernes størrelse og anvendelsesmuligheder etc.

Men også det helt grundlæggende og udokumenterede behov for et sådant erhvervsareal, dets modstrid mod den gældende overordnede kommuneplan, fraværet af enhver form for økonomiske beregninger og vægten af fordele og ulemper for kommunen blev der fra salen sat seriøse spørgsmålstegn ved.

Pludselig pressemeddelelse.

Dagen før borgermødet udsendte borgmesteren på vegne af Konservative, Venstre, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti en pressemeddelelse på Facebook, hvoraf det fremgår, at Plan- og Landdistriktsstyrelsen nu forventes at meddele tilladelse til, at der tillige kan rummes støjfølsomme erhverv på området.

Det vil i praksis åbne mulighed for etablering af detailforretninger, byggemarkeder og en lang række øvrige erhverv, der må formodes yderligere at øge trafik- og støjbelastningen i området, samtidig med at den slags forretninger næppe vil kunne undgå at udgøre en eksistentiel trussel mod Dragørs etablerede erhvervs- og forretningsdrivende.

Med fremkomsten af de seneste oplysninger – midt i den offentlige høringsperiode – har grundlaget for det udsendte høringsmateriale ændret sig så markant, at det på borgermødet blev foreslået, at den aktuelle høring annulleres og erstattes af et nyt og fyldestgørende oplysningsgrundlag, ud fra hvilket der kan træffes beslutning om projektets fremtidige skæbne.­

Støj fra Erhvervsområde Nord-trafikken.

Trafikforøgelse, støj, luftforurening og trafiksikkerhed fylder meget i Erhvervsområde Nord-debatten.

Aktindsigt viser, at Dragør Kommune har fået foretaget beregninger af vejtrafikstøjen, som det planlagte Erhvervsområde Nord-projekt vil medføre.

Det er især naboer til Englandsvej, Kirkevej, Kystvejen, Ryvej, A.P. Møllers Allé, Nordre Dragørvej, Hartkornsvej og Stationsvej som vil blive yderligere belastet af biltrafik og støj.

Man skal høre meget, før ørerne falder af.

I en rapport fra ingeniørvirksomheden Gade & Mortensen Akustik hævdes det, at ændringen i støjniveauet kun forventes at blive 1,0-1,5 decibel, hvis Dragør Kommune etablerer et 170.000 m² stort erhvervs- og industriområde i Dragør Nord:

”Ved trafikstøj opleves en forskel på 2-3 dB normalt som en hørbar ændring. Lige syd for Kystvejen, hvor vejstøjbelastningen i dag er på Lden (red. day-evening-night-level) 58-63 dB, forventes den største ændring i støjniveau på lige omkring 1,0-1,5 dB.

Denne ændring forventes knapt hørbar. For øvrige boliger i området forventes ændringen ikke hørbar.” (Erhvervsområde Nord: Støj fra vejtrafik med og uden etablering af nyt erhvervsområde, Gade & Mortensen Akustik, 20. maj 2026).

Mon dog? Det virker på alle parametre fuldstændig usandsynligt, at boligejerne i Dragør Nord ikke kommer til at opleve en ”hørbar” stigning i lokalområdets støjniveau – den påstand skal man vist længere ud på landet med.

Støjdæmpende foranstaltninger er frivillige.

Dragør Kommune har uden skrupler tilføjet støjrapportens resultat til sit ’Udkast til Helhedsplan for Erhvervsområde Nord’, der er blevet sendt i borgerhøring den 12. oktober 2026:

”På baggrund af helhedsplanen og trafikanalyserne fra 2023 er der gennemført beregninger af trafikstøjen på de omkringliggende boligområder. Beregningerne viser, at mertrafikken fra det nye erhvervsområde højst vil medføre en stigning på ca. 1,5 dB ved de mest belastede boliger. En ændring af denne størrelsesorden vurderes generelt ikke at være hørbar.

På den baggrund vurderes udbygningen af erhvervsområdet ikke at medføre en væsentlig forøgelse af trafikstøjbelastningen i de omkringliggende boligområder. Der er derfor ikke et planmæssigt eller støjretligt grundlag for at stille krav om etablering af støjdæmpende foranstaltninger som følge af den forventede mertrafik.

Eventuelle støjdæmpende tiltag vil således være et frivilligt kvalitetsløft og ikke en forudsætning for områdets udvikling.” (Udkast til Helhedsplan for Erhvervsområde Nord, Dragør Kommune og AART Architects, 12. oktober 2026).

Dragør Kommune kan dermed, ifølge kommunen selv, placere et enormt erhvervs- og industriområde klos op ad naboerne uden at være forpligtet til at foretage støjdæmpende foranstaltninger mod den forøgede og vidtrækkende trafikstøj i bl.a. Store Magleby og Dragør Nord.

Du kan bedst selv bedømme ved at læse støjrapporten i sin helhed.

Klik her og læs rapporten ’Erhvervsområde Nord: Støj fra vejtrafik med og uden etablering af nyt erhvervsområde’

Erhvervsområde Nord-projekt i borgerhøring.

Skriv et høringssvar, hvis du vil bidrage til at passe på Dragør.

Dragør Kommunes administration har i al stilhed sendt ’Udkast til Helhedsplan for Erhvervsområde Nord’ i høring, mens efterårsferien er i gang.

Det er vældig smart, så er folks opmærksomhed rettet mod ferie fremfor kommunens planer om det trafikforøgende og miljøbelastende megaprojekt i Dragør Nord.

Otte ugers borgerhøring.

Hvis du vil passe på det åbne land, kulturarven, dyrelivet, naturen og miljøet i Dragør – så skriv gerne et høringssvar.

I perioden mandag den 12. oktober til tirsdag den 8. december 2026 kan du sende din mening og bemærkninger om Erhvervsområde Nord-projektet til kommunen.

Nærmere vejledning og instrukser kan ses nedenfor.

God skrivelyst.

Klik her og se ’Høring: Nyt erhvervsområde i nord’

Erhvervsområde Nord: Skal vi nu tale om trafik igen?

En stigning i biltrafikken ved Sydvagten vil skabe yderligere problemer i Dragør Nord.

Krydset mellem A.P. Møllers Allé, Ryvej, lufthavnens Sydvagt og Kystvejen er særdeles trafikfarligt, blandt andet fordi der dagligt opleves tilbagestuvning, når lastbiler skal gennem Sydvagtens portpassage.

Dette er blot ét blandt mange trafikale problemer, som vil blive forværret, hvis politikernes Erhvervsområde Nord-projekt bliver realiseret.

Større trafikbelastning i Dragør.

Erhvervsområdet vil utvivlsomt medføre en massiv trafikforøgelse i Dragør, især når det gælder tung trafik i form af lastvognstoge.

Ikke desto mindre, så hævder Dragør Kommunes forvaltning og et flertal i kommunalbestyrelsen fortløbende, at deres enorme erhvervs- og industriområde ikke vil medføre nogen nævneværdig tung trafik, og at de kan ”styre trafikken” via Kystvejen og Ryvej.

Nedenfor kan du læse mere om trafikbelastningen og deltage i debatten om Erhvervsområde Nord.

Klik her og se borgerindlægget ’Skal vi nu tale om trafik igen?’ i lokalavisen Dragør Nyt

Klik her og deltag i debatten ’Skal vi ikke lige tage et kig mere på trafikanalysen?’ på facebooksiden DragørNyheder

Borgmester holder fast i Erhvervsområde Nord-projekt.

Borgmesteren lægger øre til protesterne mod hans projekt foran Dragør Rådhus.

I lighed med sin forgænger, Eik Dahl Bidstrup (LA/tidligere V), så er Dragør Kommunes nuværende borgmester Kenneth Gøtterup (C) ikke videre begejstret for at lytte til borgernes protester og tage dem til efterretning.

På trods af årelang borgermodstand og to demonstrationer mod Erhvervsområde Nord-projektet, så holder borgmesteren og hans politiske flertal stædigt fast i, at det upopulære projekt skal føres ud i livet.

Politisk flertal lytter ikke.

Det er Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Venstre som vil etablere det 170.000 m² store erhvervs- og industriområde i Dragør Nord.

Liste T er som de eneste imod projektet – da det tværpolitiske parti har indset, at det er for ”vildt” og ”skørt” et projekt.

Klik her og se Dragør Nyts artikel ’Demo: Vi deler bekymring for vores fælles by’

Klik her og se Dragør Nyts artikel ’Helhedsplan vedtaget trods protesterne’