Morten Dreyer trækker sig som lokalformand for DF.

Morten Dreyer i Dragør Byrådssal. Screenshot: Kommune TV.

Ekspolitiker Morten Dreyer (DF), der forsøgte at tromle borgerne og placere ’Copenhagen White Water Park’ på tre forskellige lokationer i Dragør, må nu vinke farvel til posten som lokalformand for Dansk Folkeparti.

Først røg ’Copenhagen White Water Park’ i 2019, derefter røg posten som kommunalbestyrelsesmedlem i 2021 og sidst men ikke mindst røg lokalformandsposten for Dansk Folkeparti i Dragør.

Klik her og se Dansk Folkepartis farvel i lokalavisen ’DF i Dragør er ændret’

Må man klage over Vierdiget-broen?

Nærmeste naboer til projektet bor på Søndre Røsevej, Søndre Strandvej og Vierdiget.

Det er langtfra alle borgere, som synes, det er en god idé, at Liste T’s bade- og kajakbroprojekt forsøges placeret på Sydstranden, der er beliggende i Amager Vildreservat og Natura 2000-område.

Projektet er blevet sagsbehandlet af Dragør Kommune i fem år med ressourcespild og tøjleløse omkostninger til følge.

Klager forsøges bortskaffet.

12. oktober 2022 offentliggør Dragør Kommunes byplanlægger tilladelse til at etablere og omplacere en bade- og kajakbro på Dragør Sydstrand ud for Vierdiget. Af klagevejledningen fremgår det: ”Mulighed for at klage. Du kan klage over tilladelsen, hvis du selv har en væsentlig interesse i sagen”.

9. november 2022 registrerer Dragør Kommune 32 rettidigt modtagne borgerklager over broprojektet.

22. november 2022 opsøger broansøger uopfordret borgere ved deres bopæle, og forsøger forgæves at presse borgerne til at trække sine klager over bade- og kajakbroprojektet tilbage.

3. januar 2023 påstår Dragør Kommunes administration overfor Klima-, By- og Erhvervsudvalget, at ”der i klageperioden ikke er modtaget væsentligt nyt, der kan føre til et andet resultat”.

2. februar 2023 underkender et flertal i kommunalbestyrelsen samtlige klager over broprojektet. Kommunalbestyrelsens 15 stemmer fordeler sig således:

”For fastholdelse af tilladelse til broprojektet: Konservative (6), Liste T (3), løsgænger Lisbeth Dam Larsen (1), Socialdemokratiet (2), suppleant og løsgænger Kim Dupont (1) og Venstre (1). Imod fastholdelse af tilladelse til broprojektet: Sydamagerlisten (1).”

Fikumdik i Kystdirektoratet.

For at imødekomme Dragør Kommunes og Kystdirektoratets linde strøm af juridisk fikumdik, så har borgerne sat to rådgivende jurister på sagen, der løbende forholder sig til akterne i sagen om Vierdiget-broen.

6. februar 2023 overleverer Dragør Kommune klagerne til videre sagsbehandling i Kystdirektoratet, der er beliggende i Lemvig, og hører under Miljøministeriet.

Det er altså 3½ måned siden Kystdirektoratet modtog klagerne. Direktoratet har dags dato stadig ikke behandlet borgernes klager.

Kystdirektoratets sagsbehandler har skrevet rundt til borgerne i april måned:

”Kystdirektoratet behandler for tiden en sag, hvor du har klaget over en bade- og kajakbro på Dragør Sydstrand. Til brug for sagens behandling bedes du venligst oplyse din adresse inden 1. maj 2023. Hvis ikke du har oplyst din adresse inden ovennævnte dato, så vil Kystdirektoratet behandle sagen på det foreliggende grundlag.”

Sagsbehandleren lader dermed modtagerne forstå, at oplysningen om borgernes respektive adresser er afgørende for sagsbehandlingen i direktoratet.

En borger er sågar blevet bedt om at udlevere andre borgeres adresser af Kystdirektoratets sagsbehandler, hvilket borgeren naturligvis har afslået.

Det viser sig dog, at Kystdirektoratet slet ikke har juridisk krav på at få oplyst borgernes bopælsadresser. Som følge heraf har Kystdirektoratets konstituerede kontorchef måtte trække påstanden tilbage og specificere, at borgerne ikke har ”pligt” til at oplyse sine adresser.

I visse tilfælde har sagsbehandleren tillige fastsat en ultrakort svarfrist på blot fem dage, hvilket Kystdirektoratets konstituerede kontorchef har forsvaret som værende ”passende”.

Men den påstand er nu også trukket i land, og Kystdirektoratet har efterfølgende fastsat en ny svarfrist for adresseoplysning inden 22. maj 2023. Man har åbenbart et standpunkt, til man tager et nyt.

Klagemulighed eller ej.

Kystdirektoratet har stadig gevaldige vanskeligheder ved at skelne mellem en lovpligtig nabohøring og en lovpligtig klagemulighed – men det finder direktoratet ud af, når vi kommer længere frem i processen.

Da Dragør Kommunes byplanlægger offentliggjorde ’Tilladelse: Bade- og kajakbro ved Sydstranden (Søndre Strandvej)’, så blev det ikke stillet krav om, at borgerne skulle oplyse sine bopælsadresser.

Eneste krav til at klage var, at man som klagestiller har en ”væsentlig interesse i sagen”. Det afhænger dermed ikke af ens adresse, etnicitet, køn, politiske overbevisning eller religion om man har ret til at klage eller ej.

At klage, betyder i al sin enkelthed, at borgerne skriftligt retter henvendelse til en offentlig myndighed med anmodning om undersøgelse eller påtale af et kritisabelt, uretfærdigt eller retsstridigt forhold.

Det er også vigtigt at holde sig for øje, at en klagemulighed ikke er det samme som en nabohøring. Man behøver derfor ikke bo klos op ad Vierdiget-broprojektet for at være ”klageberettiget” til et planlagt anlægsprojekt på den fredede Dragør Sydstrand, der i lokalområdet er underlagt intet mindre end otte bestemmelser i henhold til naturbeskyttelsen.

Mangelfulde nabohøringer.

Der er ingen, der bor på de fredede strandenge i lokalområdet, og den asfalterede Søndre Strandvej adskiller som bekendt stranden fra naboejendommene. De fleste af os kalder Søndre Strandvej for ’Højvejen’.

Kommunen har foretaget nabohøringer vedrørende bade- og kajakbroprojektet ved Vierdiget i henholdsvis oktober-november 2020 og februar-marts 2022. Høringerne er dog ikke foretaget i overensstemmelse med forskrifterne i Miljøministeriets gældende ’Bekendtgørelse om bade- og bådebroer’.

Grundejerforeningen Strandkanten beliggende på stikvejen Søndre Strandvej er blevet nabohørt, og Grundejerforeningen Vierdiget beliggende på det forgrenede vejanlæg Vierdiget er ligeledes blevet nabohørt – men naboerne på Søndre Røsevej er ikke blevet hørt af kommunen. Der er indkørsel til vejene Vierdiget og Søndre Røsevej via Krudttårnsvej, hvilket kan have betydning for den juridiske vurdering af brosagen.

Borgerne har gentagne gange orienteret Kystdirektoratet om, at der ikke er udført behørig og lovpligtig nabohøring i lokalområdet, men direktoratet vil ikke forholde sig til, at formalia ikke er overholdt af Dragør Kommune – og direktoratet ønsker påfaldende nok ingen opklarende dialog omkring dette sagsforhold.

Kystdirektoratets konstituerede kontorchef udtaler:

”Kystdirektoratet vil ikke kunne gå ind i selve prøvelsen af den kommunale afgørelse og påse, om der er sket fejl i sagsbehandlingen, herunder behørig nabohøring, med mindre klageren er vurderet klageberettiget.”

Derfor er det jo meget belejligt, at Kystdirektoratet er i gang med at fjerne så mange ”klagere” som overhovedet muligt.

Må man klage over projektet?

Nej, det må borgerne øjensynlig ikke. Dragør Rådhus har sendt et tydeligt signal. De 32 borgerklager ønskes hen, hvor peberet gror, og dermed er borgernes retsstilling og retssikkerhed endnu en gang kraftigt udfordret.

Byplanlæggeren og et flertal i kommunalbestyrelsen arbejder med åbne øjne imod fredningsbestemmelsen, kommuneplanen, naturbeskyttelsesforholdene, borgernes klager samt bade- og bådebrosbekendtgørelsen.

De 32 velmenende og velargumenterede klager bliver betragtet som små irriterende myg, der hurtigst muligt skal verfes væk. Politikerne ønsker intet input fra borgerne, hvilket vi har oplevet så mange gange før.

Vi er vidner til en uskøn kortslutning af den demokratiske proces, men mon ikke myggene bliver ved med at svirre, så vi kan få sat et punktum i Dragør Kommunes fem år lange og enormt bekostelige sagsbehandling af ’soppebroen’ ved Vierdiget.

For enden af den 30 meter lange bade- og kajakbro vil vanddybden være cirka 30 centimeter ved højvande, hvilket hverken egner sig til badning eller søsætning af kajakker.

Molbohistorier er rigtig sjove, men ikke nødvendigvis i virkelighedens verden.

Sydstrandsprojekt opgives.

Sådan kunne Sydstranden have set ud, hvis projektet var blevet realiseret.

Politikernes plan, om at placere 12 motionsposter på Sydstrandens fredede enge, er nu langt om længe stoppet.

Upopulært projekt.

Projektet er aldrig blevet navngivet af Dragør Kommune, men den udskældte aktivitetspark kaldes i folkemunde for ”Sydstrandsprojektet”.

Som man kan se på illustrationen, så hører træningsredskaberne ikke rigtig til i vores natur, og det undrer mange, hvordan man dog kan finde på så mange uigennemtænkte idéer inden for så kort tid.

I perioden 2018-2023 har politikerne forsøgt at bygge intet mindre end seks uønskede aktivitetsparker, der alle er blevet stoppet af dragørborgere, som kæmper for vores fælles grønne frirum:

’Copenhagen White Water Park’ (lukket i 2019), ’Hollænderparken’ (lukket i 2020), ’Danmarks største Outdoorcenter’ (lukket i 2021), ’Aktivitetspark og boligkvarter i Bydelsparken’ (lukket i 2022), ’Afgangshallen inklusive 5 aktivitetsstationer’ (amputeret i 2022 – omdøbt til ’Dragør Outdoor Fitness’) og ’Sydstrandsprojektet’ (lukket i 2023).

Aktivitetsparkerne skulle ifølge planerne placeres klos op ad naboer, natur og dyreliv – selvom vi alle inderst inde ved, at det er en ualmindelig dårlig idé at bebygge de tilbageværende grønne områder i Dragør.

Mens politikerne har skruet helt ned for høreapparaterne og ignoreret borgermodstanden, så har borgerne med fynd og klem lukket tys tys-projekterne ned på stribe – i hvert enkelt tilfælde med lovtekst i hånden.

Pressede politikere.

På trods af at ’Sydstrandsprojektet’ finansieres af skatteborgerne, så har Dragør Kommune ført projektet under radaren i årevis, og ingen politikere vil oplyse, hvem den egentlige ophavsmand til visionen er – vi må forstå, at idéen på mystisk vis er dumpet ned fra himlen.

Under heftigt pres besluttede politikerne den 7. september 2022, at Dragør Kommunes forvaltning skulle finde en ny placering til de 12 motionsposter på Dragørs fredede strandenge.

Projektet havde nemlig akkumuleret en så høj grad af upopularitet blandt byens borgere, at politikerne med lynets hast fjernede ’Sydstrandsprojektet’ fra dets oprindeligt tiltænkte placering i og omkring Søvangsbakkerne.

Efter otte måneders sagsbehandling ville kommunens forvaltning dog ikke angive en ny placering af projektet.

Sagen er blevet behandlet én gang i kommunalbestyrelsen, to gange i Økonomiudvalget og hele tre gange i Klima-, By- og Erhvervsudvalget – et fuldstændigt skødesløst spild af tid og ressourcer.

Med tanke på kommunens intensive sparerunder, så undrer det kraftigt, at besparelserne ikke gælder politikernes egne prestigeprojekter, der fortløbende sagsbehandles med åben kommunekasse.

Eksempelvis blev ’Copenhagen White Water Park’ behandlet af Dragør Kommunes forvaltning i årene 2016, 2017, 2018 og 2019.

Mottoet for de talrige visioner er: ”Ingen kvaler, skatteborgerne betaler”.

Projekt omplaceres.

Eksborgmester Helle Barth (V), der er i gang med placeringen af sin sjette aktivitetspark siden 2018, er nu vendt 180 grader i sagen om ’Sydstrandsprojektet’ – nu har Venstre stillet forslag om, at de 12 motionsposter alligevel ikke skal placeres på Sydstrandens fredede enge.

I en mail til Dragør Kommunes forvaltning den 1. maj 2023 foreslår hun:

”V stiller forslag om, at anlægsbevillingen fra anlægsbudgettet 2020 på kr. 200.000 til anlæg af motionsstier på Sydstranden i stedet bruges til renovering – og eventuelt supplering med nye motionsredskaber – af de motionsredskaber, som er opstillet på havnen ved Dragør Bådelaug.”

Dermed slipper forvaltningen belejligt nok for at tage ansvar for en ny placering af projektet på Sydstranden. Meget smart.

Økonomiudvalget godkender den 17. maj 2023, at ’Sydstrandsprojektet’ bliver omplaceret og reduceret betragteligt.

Hermed er idéen om en beliggenhed på de fredede strandenge droppet – og projektet er kaput.

Kommunen vil nu opstille de supplerende motionsredskaber ved Dragør Bådelaug på Færgevej 8, lige ved siden af Dragør Kommunes syvende aktivitetsparkprojekt ’Dragør Skatepark’.

Formand for Fredningsnævnet for København, Søren Holm Seerup, har den 27. marts 2022 dispenseret fra den gældende fredning i kystområdet, og dermed kan skateparken opføres tæt på Dragør Nyhavn, Dragør Bådelaug og Dragør Baadeværft.

Den indledende høringsrunde omkring havnen og gamle by varsler dog et projekt i modvind.

Benhårde besparelser.

Sideløbende med, at man på Dragør Rådhus overvejer om fru Mikkelsen må komme i bad mere end én gang om ugen og få en værdig ældrepleje, så fjoller politikerne rundt og leger projektmagere i vores lille kommune, hvor der som bekendt ikke er mulighed for at bygge mere.

De folkevalgte taler hele tiden om vækst og ”udvikling”, men reelt set er lokalpolitikerne ved at ”afvikle”kernevelfærden og kommunen som helhed. Vi har ikke råd til flere håbløse projekter.

Dragør Kommune har gevaldige udfordringer med vidtfavnende PFAS- og pesticidforurening, mikroplast- og kemikalieforurening ved kunstgræsfodboldanlægget (4 tons plastikgranulat forsvinder ud i miljøet årligt), råstofindvinding og miljøsvineri i Køge Bugt og Øresund, drikkevandsforsyning, varmeforsyning, kystsikring, vedligeholdelse af kommunale bygninger, ejendomme, institutioner, skoler, plejehjem, sportshaller, parkeringspladser, fortove, stier og veje.

Flere naturreducerende og tidskonsumerende projekter udstråler hverken miljøbevidsthed eller økonomisk ansvarlighed.

Det er på høje tid, at udvise rettidig omhu, og respektere den gældende fredning af Sydstranden.

Hermed sendes en varm tak til alle de borgere, der aktivt medvirker til at bremse affredningsturnéen på Sydstranden.

Det grønne frirum er virkelig værd at passe på – både nu og i fremtiden.

Klik her og læs referat af møde i Økonomiudvalget ’Medlemsforslag fra V – Motionsstier på Sydstranden’

Klik her og se den oprindelige placering af ’Sydstrandsprojektet’ i og omkring Søvangsbakkerne

Kålmarken-broprojekt stoppes.

Der er løbet meget vand i Sydstranden, siden broprojektet startede i 2019.

Der er masser af badefaciliteter i Dragør, men de seneste år er der nærmest gået sport i at bygge badebroer.

Efter planen skulle endnu en bade- og kajakbro bygges på Sydstranden ud for svinget ved Store Magleby Strandvej og Søndre Strandvej ”senest i løbet af 2022” – men nu er projektet stoppet.

Broprojekt stoppes.

Formanden for Venstre i Dragør, Erik Skovgaard Nielsen (V), havde sammen med Sydstrandens Badebrolaug planer om at opføre en 1,5 meter høj og 39 meter lang bade- og kajakbro tæt på boligområdet Kålmarken ved ’Hundelegepladsen’.

Den privatfinansierede bro skulle bygges på den fredede Dragør Sydstrand, der er beliggende i Amager Vildreservat og hører under Natura 2000 – et område, hvori dyrearter og naturtyper bør beskyttes, og vandfugle skal have fred og ro til at raste og søge føde.

Ifølge Sydstrandens Badebrolaug er brobyggeriet dog ikke blevet realiseret grundet krav fra Fredningsnævnet, finansieringsvanskeligheder og prisstigning i byggematerialer.

Brolaug nedlægges.

Sydstrandens Badebrolaug har som konsekvens af strabadserne opløst sig selv under årets generalforsamling den 18. april 2023 – og har dermed opgivet planen om at opføre broen.

Blot 700 meter fra Kålmarken-broprojektet er der store planer om Liste T’s Vierdiget-broprojekt, der i disse dage møder kraftig borgermodstand.

Vierdiget-brosagen og 32 borgerklager over projektet er nu til behandling hos Kystdirektoratet, der har fået overleveret sagen fra Dragør Kommune den 6. februar 2023.

Klik her og se optakten til nedlægning af projektet ’Kålmarken-bro på lavt vand’

Klik her og se Sydstrandens Badebrolaugs egen forklaring i lokalavisen Dragør Nyt ’Badebrolav stopper’

Klik her og se ’Referat af generalforsamling i Sydstrandens Badebrolaug 2023’

Sydstrandsprojekt trækkes i land.

En ændret udgave af Sydstrandsprojektet foreslås placeret mellem skatebanen og miniboldbanen på havnen.

I disse dage har Dragør Kommune, Fredningsnævnet og Kystdirektoratet travlt med at dispensere for den gældende fredning på Sydstranden. Dispensationerne foretages i adskillige lokalområder begyndende ved Dragør Havn og videre ned langs Sydstrandens kystlinje.

Strandengene bebygges.

Ifølge planen skal der anlægges to bade- og kajakbroer samt etableres en aktivitetspark bestående af 12 motionsbaser på Sydstranden. Sidstnævnte aktivitetspark kaldes i folkemunde for ’Sydstrandsprojektet’.

Dyrelivet og naturen må vige, så politikerne kan klippe røde silkebånd over, og få taget nogle fotos af sig selv med champagnebobler i glassene.

Dragørs nye generationer vil opleve en by, som er fravristet mange af de værdier, der ikke kan gøres op i penge og prestige – det åbne kystlandskab, uberørte strandenge og grønne frirum, der dagligt fungerer som fredfyldte opholdssteder for unge såvel som ældre.

Tys tys-projektet.

Under heftigt pres besluttede politikerne i begyndelsen af september 2022, at Dragør Kommunes forvaltning skulle finde en ny placering til de 12 motionsbaser på Dragørs fredede strandenge.

Tys tys-projektet havde akkumuleret en så høj grad af upopularitet blandt byens borgere, at politikerne med lynets hast fjernede Sydstrandsprojektet fra dets oprindelige placering i og omkring Søvangsbakkerne.

Dragør Kommune havde ikke udført en behovsanalyse, og ingen politikere ville oplyse, hvem den egentlige ophavsmand til Sydstrandsprojektet var – vi måtte forstå, at idéen på mystisk vis var dumpet ned fra himlen.

På trods af at Sydstrandsprojektet finansieres af skatteborgerne, så har det heller ikke været muligt for borgerne at få et konkret svar på, hvad tidshorisonten er for forvaltningens genbehandling af sagen og tilkendegivelse af en ny placering på Sydstranden.

Projektets tidshorisont.

Efter henvendelse til rådhuset blev følgende løse tidshorisont modtaget fra kommunaldirektør Mads Leth-Petersen den 13. oktober 2022:

Der er ikke udarbejdet en tidsplan for, hvornår projektet om motionsredskaber på Sydstranden skal tilbage til Klima-, By- og Erhvervsudvalget til politisk behandling. Det er dog min forventning, at udvalget vil have fået forelagt en ny sag med forslag til placering af motionsredskaber inden udgangen af 1. kvartal 2023.

Det vil sige, at ifølge direktørens ”forventning” vil det tage forvaltningen op til 6 måneder at foreslå en ny placering på Sydstranden.

Derefter skal Klima-, By- og Erhvervsudvalget sagsbehandle Sydstrandsprojektet for tredje gang.

Trods tre rykkerskrivelser til kommunaldirektøren, så er forvaltningens forslag om en ny ”placering af motionsredskaber” ikke blevet besvaret af direktøren efter ”udgangen af 1. kvartal 2023”.

Med tanke på kommunens intensive sparerunder, så undrer det kraftigt, at besparelserne ikke gælder politikernes egne prestigeprojekter.

Sagen er allerede blevet behandlet én gang i Økonomiudvalget, én gang i kommunalbestyrelsen og to gange i Klima-, By- og Erhvervsudvalget – et fuldstændigt skødesløst spild af tid og ressourcer.

Omplacering af projektet.

Eksborgmester Helle Barth (V), der er i gang med placeringen af sin sjette aktivitetspark siden 2018, er nu vendt 180 grader i sagen om Sydstrandsprojektet – nu stiller Venstre forslag om, at motionsredskaberne ikke skal placeres på de fredede strandenge.

I en mail til Dragør Kommunes forvaltning foreslår hun:

”V stiller forslag om, at anlægsbevillingen fra anlægsbudgettet 2020 på kr. 200.000 til anlæg af motionsstier på Sydstranden i stedet bruges til renovering – og eventuelt supplering med nye motionsredskaber – af de motionsredskaber, som er opstillet på havnen ved Dragør Bådelaug.”

Sydstrandsprojektet er dermed omplaceret og reduceret betragteligt. De supplerende motionsredskaber skal ifølge Venstres forslag opstilles ved Dragør Bådelaug på Færgevej, lige ved siden af Dragør Kommunes fremtidige aktivitetsparkprojekt ’Dragør Skatepark’.

Ak, ja. Forvaltningskarrusellen snurrer derudad, med store omkostninger til følge, imens andre ’kedelige pligtopgaver’ tilsidesættes af politikerne – for det er da meget sjovere at være projektmagere, end det er at håndtere de presserende opgaver og udfordringer, som man er folkevalgt til at varetage.

Sydstrandsprojektet skal nu for tredje gang sagsbehandles af Klima-, By- og Erhvervsudvalget den 10. maj 2023. Derefter skal projektet sagsbehandles for anden gang af Økonomiudvalget den 17. maj 2023.

Torsken trækkes i land.

Det er en ualmindelig dårlig idé at bebygge fredede områder i Dragør, det ved alle – og nu virker det da også som om, at tanketorsken bliver trukket i land indenfor en overskuelig fremtid.

Dragør Kommune har som bekendt gevaldige udfordringer med vidtfavnende PFAS- og pesticidforurening, plastikgranulatforurening ved kunstgræsfodboldanlægget, miljøsvineri og råstofindvinding i Køge Bugt og Øresund, drikkevandsforsyning, varmeforsyning, kystsikring, vedligeholdelse af kommunale bygninger, ejendomme, institutioner, skoler, parkeringspladser, fortove, stier og veje.

Et naturreducerende og tidskonsumerende Sydstrandsprojekt udstråler hverken miljøbevidsthed eller økonomisk ansvarlighed.

Det er på tide, at udvise rettidig omhu, og respektere den gældende fredning af Sydstranden.

Det politiske projekt trækkes forhåbentlig i land – man har jo altid lov til at håbe.

Klik her og se dagsordenen for Klima-, By- og Erhvervsudvalget ’Punkt 23: Medlemsforslag fra V – Motionsstier på Sydstranden’