Det smukke åbne landskab må vige for et enormt erhvervs- og industribyggeri.
Politikernes erhvervseventyr markedsføres som grønt, men hvor grønt er Erhvervsområde Nord-projektet egentlig?
Uansvarlig sagsbehandling.
I disse dage forsøger et flertal i kommunalbestyrelsen at tromle ’Helhedsplan for Erhvervsområde Nord’ igennem med en spand grøn maling under armen, på trods af borgernes årelange indvendinger og demonstration mod det miljøbelastende megaprojekt.
Dragør Kommune kører stadig det omkostningstunge og ressourcekrævende projekt uden nogen form for behovsanalyse, budget og regnskab, hvilket er dybt foruroligende og uansvarligt.
Siden begyndelsen af marts 2024 er projektet sammenlagt blevet sagsbehandlet intet mindre end 27 gange i Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen.
Sagen skal nu behandles for 28. gang af By-, Miljø- og Klimaudvalget den 10. september 2026, da kommunen vil fortsætte skinprocessen og sende udkastet til helhedsplanen i snarlig borgerhøring – så man kan opretholde illusionen om, at politikerne vil lytte til borgernes input og protester.
Grønmalet helhedsplan.
Helhedsplanen fra AART Architects og Dragør Kommune fremstiller hele projektet som værende meget ”grønt” og ”bæredygtigt”, hvilket er milevidt fra virkeligheden.
Ifølge arkitektfirmaet og kommunen skal et fremtidigt ”grønt strøg” i erhvervsområdet benyttes af ejere, brugere og besøgende til fods og på cykel.
Der bliver sågar mulighed for at tage en rekreativ rundtur i området, hvor der skal plantes træer og buske samt etableres grønne tage på erhvervsbygningerne.
Helhedsplanen for det nye Erhvervsområde Nord har fået den helt store tur med den grønne malerkost – et velkendt og fortærsket politikertrick, der hives op af værktøjskassen, når forurenende og støjende projekter skal placeres klos op ad menneskers og dyrs levesteder.
Papir er taknemmeligt, men forhåbentlig er der ingen borgere ved deres sansers fulde fem, som lader sig forføre af politikernes romantiserede skønmaleri.
Utroværdig salgstale.
Projektet bliver altså ikke grønt, blot fordi Dragør Kommune tegner og markedsfører det som grønt. Helhedsplanens grønne strøg, træer og sedumtage ændrer ikke på realiteterne.
Bag den grønne fernis gemmer der sig et massivt erhvervsprojekt, som vil fjerne det åbne land, øge trafikken og belaste mennesker, dyr, natur og miljø.
Når man skraber politikernes grønne salgstale væk, så står spørgsmålet tilbage:
Hvor grønt, bæredygtigt og miljørigtigt er et 170.000 m² stort erhvervs- og industriprojekt, der vil medføre uoprettelige indgreb i Dragørs landskab og miljø for tid og evighed?
