DF, A og V vil købe stort grundareal ved Kongelunden af staten til brug for privat-projektet CWWP, der flyttes fra Kirkevej.

Flertallet i kommunalbestyrelsen udpeger en ny CWWP-byggegrund i Dragør ved Kongelunden. Vandparken skal anlægges ved det tidligere Asylcenter Kongelunden, Kalvebodvej 250. Her ses Sydvestpynten, som ligger få hundrede meter fra det nedlagte asylcenter.

Det fremgår af en åbenbart ’officiel’ pressemeddelelse borgmester Eik Dahl Bidstrup har udsendt, ikke via kommunens officielle hjemmeside, som sædvane er, men via sin egen Facebook-side!

Utroligt at A, O og ikke mindst V ikke har forstået, at et stort flertal af Dragørs borgere IKKE ønsker dette store, fossende flodanlæg placeret i Dragør Kommune.

Økonomisk blokerer det millioner af kroner, der kunne være brugt til bl.a. bygningsforbedringer m.v. på de stærkt nedslidte skole- og børneinstitutioner. Miljømæssigt ændrer forholdende sig ikke ved at flytte ’forlystelsesparken’ til Kongelunden eller et hvilket som helst andet sted i kommunen.

Anlægget vil fortsat og uforandret have behov for kolossale mængder af rent grundvand/drikkevand fra Dragørs sparsomme ressourcer og rent trafikalt og fremkommelighedsmæssigt er placeringen om muligt endnu ringere end på Kirkevej, og vil dermed ikke kunne undgå at få markant negativ indflydelse på projektets besøgsantal og dermed dets driftsøkonomi.

Projektets politiske flertal på blot én enkelt stemme, sammenholdt med den massive folkelige modstand mod projektet, vil formentlig heller ikke gøre det muligt at opnå den nødvendige fondsstøtte.

/Svend Mathiasen

Klik her for at se CWWP-byggegrunden på landkortet