PFAS-oprydning syltes.

Vandløbet Hovedgrøften med udløb i Øresund er forurenet med PFAS fra Københavns Lufthavn.

Borgmester Kenneth Gøtterup (C) fik i oktober 2022 mandat fra kommunalbestyrelsen til egenhændigt at forhandle med lufthavnens administrerende direktør Thomas Woldbye.

Meningen var at indgå en frivillig aftale med lufthavnen om etablering af afværgeforanstaltninger samt at holde Dragør Kommune skadefri af den omfattende PFAS-forurening.

Vil lufthavnen betale?

Som følge af venlige skub i ryggen fra borgerne afholdt borgmestrene fra Dragør Kommune og Tårnby Kommune møde med Københavns Lufthavns direktør mandag den 19. december 2022.

Efter det afholdte møde vides det dog stadigvæk ikke, om lufthavnen vil vedkende sig sit erstatningsansvar for den vidtfavnende og sundhedsskadelige PFAS-forurening i Dragør og Tårnby eller ej. Det er et spørgsmål, som flagrer i vinden, og har stået ubesvaret hen i årevis.

Indenfor miljøret er der et økonomisk princip om, at det er forureneren, der betaler for forureningsbegrænsende tiltag og genopretning efter miljøskader.

Oprydning syltes.

Lufthavnen og kommunerne nedsatte i december 2022 en arbejdsgruppe, der efter eget udsagn skulle ”belyse muligheder for yderligere afværgetiltag og en handleplan og prioritering”.

Forureningssagen trækkes dermed atter i langdrag, og den træge forvaltningsproces fortsættes i en uendelighed. Imens spreder PFAS-stofferne sig i vores miljø og natur.

Der skal ryddes op.

Det ændrer ikke nævneværdigt på den eksisterende PFAS-forurening, at man efter flere år danner en såkaldt ”arbejdsgruppe”. Der er derimod et erstatningskrav, som skal gøres op – og en regning der skal betales ved kasse ét.

Man må forholde sig til gældende lovgivning og ’forureneren betaler-princippet’, herunder lufthavnens betaling for oprydning af PFAS-forureningen i Dragør Kommune og Tårnby Kommune.

Med andre ord bør lufthavnen frivilligt og uden yderligere ophold betale for oprydningen efter sig selv.

Det er naturligvis ikke borgerne, der skal bære de store omkostninger og skadevirkninger, som forureningen medfører.

Klik her og se kort over jord- og vandforureningen i Dragør og Tårnby