Pænt ”nej tak” til aktivitetscenter i fredet park.

Dragør Kommune vil placere et larmende aktivitetscenter i det gamle anlæg mod naboernes vilje.

En samling af 29 naboer har i februar måned gjort indsigelse mod Dragør Kommunes fortløbende forsøg på at etablere aktivitetscentret ’Blushøj spejder- & friluftshus’ inklusive diverse udendørsanlæg på Engvej 3 i Dragør.

Dragør Kommunes forvaltning og kommunalbestyrelse har desværre ikke fundet det nødvendigt at besvare vores skriftlige indsigelse, selvom der gentagne gange er blevet bedt om et svar.

Aktivitetsniveauet stiger.

Vi har i en lang årrække oplevet store støj- og røggener i forbindelse med brugernes anvendelse af den eksisterende spejderhytte i det gamle anlæg, og vi ønsker derfor, at parken bevares som det oprindeligt tiltænkte – et grønt rekreativt område, der er til stor glæde for alle besøgende såvel som beboerne i lokalområdet.

Aktivitetscentret ’Blushøj spejder- & friluftshus’ vil, grundet sin omfattende størrelse og forøgede aktivitetsniveau, obstruere almenhedens frie adgang til den smalle offentlige park og forstyrre naboerne samt områdets dyreliv.

Fredet parkområde.

Byplanvedtægt nr. 9 og Fredningsbestemmelser af den 23. maj 2001 gælder for området, hvor det nye aktivitetscenter påtænkes opført.

Man kan læse følgende i byplanvedtægten og fredningsbestemmelserne:

Byplanvedtægt: Den på matr. no. 334ay beliggende spejderhytte må ikke udvides, og det er ikke tilladt at indhegne bygningen (…) Opmærksomheden henledes på, at der den 4/8-1976 er tinglyst fredningsdeklaration på matr. no. 334ay (…) matr. nr. 334ay af Dragør by og sogn undergives naturfredning i overensstemmelse med den til enhver tid gældende naturfredningslov (…) Der må ikke foretages betydelig fjernelse af nu eksisterende eller senere tilkomne bevoksninger.

Fredningsbestemmelser: Fredningen har til formål at forpligte Dragør Kommune til at bevare arealet som et rekreativt grønt område og drive det som park. Der må ikke på det fredede areal anbringes bygninger, boder, skure eller andre indretninger af varig karakter, hvis tilstedeværelse ikke tjener parkens formål (…) I overensstemmelse med områdets fredning skal parken være åben med adgang for offentligheden, og almenhedens adgang til rekreativ udnyttelse af arealet må ikke begrænses.

Det fremgår tydeligt af ovenstående, at den eksisterende spejderhytte ikke må udvides, og at der må ikke opføres et skur og andre faste anlæg i den smalle park, hvorfor Blushøjspejdernes ansøgning ikke bør imødekommes.

Årelang kommunal sag.

Dragør Kommune har behandlet sagen i ti år, og vi har gjort indsigelser lige så længe. Naboerne mener ikke, at der skal dispenseres fra den gældende fredning i området, hvilket kun kan gøres under helt særlige omstændigheder.

Lokalplanens forskrifter og fredningsbestemmelserne bør naturligvis følges og respekteres, så den fredede park kan få lov til at bestå som et grønt og rekreativt område.

Med venlig hilsen

Naboerne til det gamle anlæg

Klik her og se den seneste politiske sagsbehandling i Klima-, By- og Erhvervsudvalget ’Beslutning: Startredegørelse og principper for ny lokalplan for et spejder- og friluftshus’ (8. januar 2025).