Godt snydt år!

Dragør nord indhyllet i tågedis, ligesom erhvervsprojekt nord, bare smukkere.

Efter en rigtig positiv oplevelse og godt sammenhold ved demonstrationen den 16. november 2025, to dage før kommunalvalget, er det nu tid til en status på, hvordan forvaltningen og den nytiltrådte kommunalbestyrelse arbejder videre med Erhvervsområde Nord-projektet.

Blækket på valglisterne var knap tørt, før Dragør Kommunes forvaltning fik endnu en henvendelse den 25. november fra Mileways rådgiver Sweco, der ønskede et nyt møde, hvor Sweco ville spørge ind til den planlagte helhedsplan og dens udformning.

Mødet blev afholdt den 15. december og af referatet fremgår det, at forvaltningen udvander den beslutning, som blev truffet af kommunalbestyrelsen den 25. september: ”Det kan ikke være lager- og logistikvirksomheder, og der ønskes kun virksomheder med et begrænset behov for tung trafik til og fra området”.

I stedet svarede forvaltningen, at det er et vigtigt politisk emne, hvordan man bedst muligt undgår tung trafik, men at kommunens rådgiver Aart vil give deres bud, og at forvaltningen ikke vidste det endnu.

Men er Mileway ikke en ’last mile-logistikvirksomhed’? Så hvorfor bruger forvaltningen tid på møder, hvis der ikke ønskes logistik? Hvorfor affærdiger forvaltningen ikke Mileway og gør dem bekendt med, at deres virksomhedsstruktur ikke matcher planen for området?

Var det store gennemgående budskab i valgkampen ikke, at det skulle være mindre håndværksvirksomheder? Af aktindsigten fremgår det ikke, at der har været et eneste møde med håndværksvirksomheder.

Alligevel prøver kommunalbestyrelsen og forvaltningen at bilde Dragørs borgere ind, at det er dette, der skal ske på det 170.000 m² store areal.

Alt imens afsøger selvsamme forvaltning muligheder med Mileway, Copenhagen Capacity og Property Projects.

Copenhagen Capacity, i øvrigt også repræsenteret i Copenhagen Advisory Committee sammen med vores borgmester, er en fond, der blandt andet arbejder med at tiltrække udenlandske virksomheder.

Den 24. november tog forvaltningen kontakt til CopCap. De ønskede at drøfte oplægget til helhedsplanen med CopCap.

I tidligere kommunikation har CopCap påpeget, at København mangler arealer til erhverv, der må fylde både i volumen og miljøpåvirkning. De anbefaler at se mod Køge og Ballerup, der begge har vellykkede erhvervsområder. De påpeger Dragørs beliggenhed ved lufthavnen, og at en adgang direkte til lufthavnen skal vurderes.

De nævner ligeledes muligheden for at tiltrække arbejdskraft fra Sydsverige, og at højtuddannede er villige til at pendle langt for deres arbejde.

Alt dette klinger utroligt hult med valgkampens løfte om mindre håndværksvirksomheder. Når Property Projects så lige efter kommunalvalget også kontakter forvaltningen for at høre til helhedsplanen, må man sige, at forvaltningen i bedste fald er meget ringe til at kommunikere, hvad der er besluttet på kommunalbestyrelsesmødet – eller i værste fald stadig arbejder på alle fronter.

Er det derfor, at hverken forvaltningen eller borgmesteren er villige til at bekræfte et nytiltrådt kommunalbestyrelsesmedlems offentlige udtalelse fra den 12. november om, at der ikke kommer Mileway på det areal?

Samtidig er udgiften til udarbejdelse af helhedsplanen steget med 50%. Helhedsplanen, som blev vedtaget med en budgetramme på 243.000 kr. ekskl. moms, koster nu borgerne i Dragør 364.000 kr. ekskl. moms, desuden er der nye regninger fra Sweco for udarbejdelse af forslag til trafiklysregulering i krydset Ryvej/A.P. Møllers Allé/Sydvagten og Kystvejen. Derudover er der en lind strøm af forvaltningsudgifter, som ingen ende vil tage.

Den 24. oktober sendte Aart, der er rådgiver for kommunen i forbindelse med helhedsplanens udarbejdelse, en mail til forvaltningen. Heri står: ”Vi har ikke indlagt en offentlig høring af helhedsplanen, da vi fornemmede, at der ikke skulle være yderligere borgerinddragelse i helhedsplanen”. Gad vide, hvad det er, der gør, at Aart har fået denne fornemmelse?

Knap en måned senere lover Dragørs borgmester på Facebook: ”Ja, det er korrekt, vi har afsat midler til helhedsplanen, og det er, fordi vi vil prioritere den, så den bliver så anvendelig, at den kan konverteres – efter en høring – til en lokalplan”. Ærgerligt, at det ikke lige bliver kommunikeret ud til den højtbetalte rådgivende virksomhed!

Mange påpeger, at hvis man ikke udvikler, så afvikler man. Hvis vi nu vender bøtten på hovedet og siger, at når vi udvikler, så afvikler vi faktisk også noget. Vi afvikler et kulturlandskab, vi afvikler det fredede vandhul Køjevælens liv, vi afvikler et århundrede gammelt udtryk i Dragør og Store Magleby, vi afvikler vildt dyreliv, vi afvikler frit udsyn og åbne arealer – og hvad får vi så?

Vi får meget mere trafik ind og ud af byen på et vejnet, der ikke er egnet til det, forbi skole, beboelse og børnehave. Vi får en smule erhvervsskat, og vi får en by, der ligner omegnskommunerne med store ensartede områder med uinteressante bygninger.

Borgmesteren har selv udtalt, at erhvervsskatteindtægten ikke er grunden til områdets udvikling. Men hvad er det så?

Hvis CopCap, Mileway og Property Projects udvikler på området, giver det så færre pendlere? Næppe. Giver det flere penge i kommunekassen? Næppe. Og slet ikke, hvis det er udenlandske virksomheder, der etablerer sig. Skaber det arbejdspladser i Dragør? Måske få, men langt de fleste, der bor i Dragør kører dagligt ud af kommunen til specialstillinger i Københavnsområdet. Så er det grund nok til at tage hele Nordstrandens og Dragørs øvrige borgere som gidsler i dette erhvervseventyr?

I sit høringssvar til Sund & Bælt har Dragør Kommune gjort opmærksom på, at linjeføringen til lufthavnsdiget vil gå gennem bevaringsværdige kulturlandskaber og landsbymiljøer og være en visuel barriere. Men er det nye Erhvervsområde Nord ikke en lignende plage? Der er utallige gange gjort opmærksom på, at området er kulturarvsbeskyttet, at Køjevælen er naturbeskyttet, at det vil ændre Dragørs og Store Maglebys udtryk for altid, og at det vil være en kæmpe visuel barriere, der bryder med lokalplanen om bevarelse af de åbne landskaber. Hvorfor betyder det kun noget for kommunen, når det handler om etablering af lufthavnsdiget?

Kommunens rådgiver Aart tager den nette sum af 40.000 kr. for en brainstorming og forslag til udnyttelse af arealet i nord. Vi vil da godt brainstorme lidt gratis her:

Hvis man udnytter de åbne arealer i Dragør til naturudvikling og grønne rekreative områder, naturplejede Køjevælen, som man egentlig er forpligtiget til, lod grøfter, strandenge, lunde, græsarealer og så videre udvikle sig mere naturligt, understøttede det eksisterende dyreliv, fulgte med de nye strømninger og ikke bare forfaldt til gængse opfattelser og løsninger om, at erhvervsudvikling er den eneste vej til vækst, så ville Dragør blive en attraktiv, grøn og biodivers kommune. Vi er sikre på, at det kunne virke attraktivt for mange unge familier.

Hvis skoler og institutioner fik et løft, så de kom tilbage på tidligere niveau, kunne Dragør Kommune tiltrække nye ressourcestærke borgere, der ville bidrage til lokalsamfundet og kommunekassen i form af den langt højere kommuneskat frem for erhvervsskatten. Vi kan noget andet end omegnskommunerne herude, kan vi ikke?

På en januardag, hvor tø overtager efter flere dages frost, ligger det åbne landskab i den nordlige del af Dragør hen i stemningsfuld dis. Den samme tågedis omgiver hele håndteringen af dette erhvervsprojekt. På mark- og naturarealet er det dog smukkere og mere acceptabelt.

Alt dette taget i betragtning, står man tilbage med en fornemmelse af en kommunal forvaltning, der sammen med den nytiltrådte kommunalbestyrelse siger: ”Godt snydt år!” til Dragørs borgere.

Skimmelsvamp i Børnehuset Halvejen.

Sanering af institutionen presser børn, forældre og personale til daglig.

Dragør Kommune har tidligere haft skimmelsvamp i de nedlukkede fritidshjem SFO Jægervej og SFO Hovedgaden – nu er turen kommet til Børnehuset Halvejen.

Børnenes forældre har råbt vagt i gevær siden juni måned 2025, og nu viser det sig, at skimmelvæksten skyldes utæthed i overgangen mellem bygningens facade og tag, utæthed i inddækningen over vinduerne, tidligere vandskader og fugtindtrængning i en del af gulvkonstruktionen.

Skimmelsvamp i vuggestueafdelingen.

Udsigten til en langvarig skimmelsanering har allerede nu konsekvenser for børn, forældre og personale.

Efter en måneds genhusning oplever alle de involverede institutioner et øget pres på de fysiske rammer, samtidig med at hverdagen kræver ekstra koordinering og tilpasning af arbejdsgange.

Nuværende genhusning er uholdbar.

Her er det de allermindste, der står uden en stemme. De kan ikke klage, de kan ikke sige fra – de kan kun mærke, at deres hverdag ikke er tryg længere.

Alligevel anbefaler Dragør Kommunes administration, at den nuværende genhusning af børnene fortsætter under hele saneringsperioden. Med flytning til SFO-lokaler som andet valg og pavillonbygninger som sidste prioritet.

Forhåbentlig finder politikerne en farbar vej hurtigst muligt, for den nuværende løsning er meget kortsigtet og uholdbar for alle parter.

Nedenfor kan du følge sagens udvikling, som opdateres løbende:

Klik her og læs AmagerLIV’s artikel ’Problemerne vokser: Børnehave flytter efter omfattende fund af skimmelsvamp’ (9. januar 2026).

Klik her og se referat af møde i By-, Miljø- og Klimaudvalget ’Beslutning: Børnehuset Halvvejen vuggestueafdeling – Skimmelsvamp, genhusning og finansiering’ (13. januar 2026).

Klik her og læs Dragør Nyts artikel ’Halvejen kommer til at koste tre en halv million kroner’ (14. januar 2026).

Klik her og læs Dragør Nyts artikel ’Børn og personale skal hurtigst muligt tilbage til Halvejen’ (14. januar 2026).

Klik her og se referat af møde i Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget ’Beslutning: Børnehuset Halvvejen vuggestueafdeling – Skimmelsvamp, genhusning og finansiering’ (14. januar 2026).

Klik her og se referat af møde i Økonomiudvalget ’Beslutning: Børnehuset Halvvejen vuggestueafdeling – Skimmelsvamp, genhusning og finansiering’ (22. januar 2026).

Klik her og læs Dragør Nyts artikel ’Børn skal blive i gæstehuset – og penge til renovering er fundet’ (23. januar 2026).

Klik her og se dagsordenen for møde i kommunalbestyrelsen ’Beslutning: Børnehuset Halvvejen vuggestueafdeling – Skimmelsvamp, genhusning og finansiering’ (28. januar 2026).

Mileway fisker efter lager- og logistikvirksomhed i Dragør.

Blackstone-selskabet Mileway vil stadig bygge i den nordlige del af Dragør.

Hvordan stemmer politikernes planer om små håndværks- og produktionsvirksomheder overens med den internationale logistikinvestor Mileways ønsker i Dragør Nord?

Et møde i december mellem kommunens plan- og byggechef og Mileways repræsentant Sweco giver en klar fornemmelse af, at der ikke er fælles fodslag i sagen.

Møde om nyt erhvervsområde.

En måned efter kommunalvalget afholdt Dragør Kommune endnu et møde med Sweco, der på vegne af Mileway ønskede en status over helhedsplanen for det nye Erhvervsområde Nord.

Følgende fremgår af mødereferatet:

Dragør Kommune fortalte, at formålet med helhedsplanen er at få sat så klare rammer for området, at man ikke er i tvivl om, hvad der kan lokalplanlægges for efterfølgende. 


Sweco spurgte ind til helhedsplanens retningslinjer for lager- og logistik, tung trafik og særligt pladskrævende varer.

Dragør Kommune oplyste, at det er et vigtigt politisk emne for planen, hvordan man bedst muligt kan undgå tung trafik. Det er en del af helhedsplanen at give retningslinjer, men præcis hvordan AART vil give et bud på dem, ved vi endnu ikke.

Der er ikke planer om, at der skal kunne være bygninger til særligt pladskrævende varer. (Møde på Dragør Rådhus, Dragør Kommune og Sweco, 15. december 2025).

Modsatrettede interesser.

Mileways ønsker og Dragør Kommunes vision befinder sig altså i hver sin ende af erhvervslejemålmarkedet og Miljøministeriets miljøklasser.

Man kan med rette undre sig over, at kommunen fortløbende afholder møder med logistikinvestoren.

Klik her og se ’Referat af møde mellem Dragør Kommune og Sweco: Møde om status på helhedsplan for Erhvervsområde Nord’

Klik her og se ’Prioritering af lokalplaner: Helhedsplan for Erhvervsområde Nord’

Nej tak til byggeplads ved fritidshjem.

Det er ikke ufarligt, når tung trafik skal ind og ud fra oplagspladsen på Kirkevej.

Er det en god idé, at Dragør Kommune vil placere en støjende bygge- og oplagsplads med tilhørende vejanlæg lige op og ned ad SFO Kirkevej? Nej, vel?

Vejingeniøren på Dragør Rådhus mener dog ikke, at det er noget problem.

Kroner og øre.

Aktindsigt i sagen viser, at Dragør Kommunes vejingeniør i september 2025 tager kontakt til en projektleder i HOFOR og foreslår, at forsyningsselskabet kan leje den kommunale grusfodboldbane på Kirkevej 28, midt i et sports- og fritidsområde, når der skal anlægges en 7,1 km lang vandledning mellem København og Dragør.

Det var oprindeligt meningen, at bygge- og oplagspladsen skulle placeres på et egnet byggepladsareal, der ejes af Naturstyrelsen, og som ligger ved siden af genbrugspladsen på Bachersmindevej 15.

Vejingeniøren lover projektlederen, at udlejning af grusfodboldbanen på Kirkevej vil være til et ”fornuftigt lejebeløb”, der ikke er så højt som Naturstyrelsens forlangte beløb på Bachersmindevej.

Vejingeniøren stiller desuden HOFOR’s projektleder følgende i udsigt:

Det er forventningen, at kommunalbestyrelsen vil sige god for en sådan tilladelse. Dog mod et beløb for udlejning af arealet, så vi ikke kommer i karambolage med Stoploven. (Vejingeniør, Dragør Kommune, 2. september 2025).

Ud af et årligt kommunalt budget på knap en milliard kroner, så vil Dragør Kommune tjene sølle 45.000 kr. på at leje Kirkevej 28 ud til HOFOR i 1 ½ år, hvilket er forsvindende lidt.

Til gengæld får SFO Kirkevej en forurenende og støjende nabo, der slet ikke burde være i nærheden af fritidshjemmets børn og personale.

Børnene og byggepladsen.

Det er en gåde, at Dragør Kommunes direktion, administration og et flertal af politikere overhovedet overvejer at placere bygge- og oplagspladsen tæt på SFO Kirkevej, Store Magleby Skole, skolens udendørs legeplads, SFO Tulipanen, Hollænderhallen, svømmehallen, kommunens fodboldanlæg, gangstier, cykelstier og naboejendomme.

Under teleselskabet TDC’s udrulning af fibernet blev der udlagt køreplader mellem hovedfærdselsåren Kirkevej og grusbanen på Kirkevej 28.

Det er mildest talt dybt uansvarligt, at det åbne vejanlæg er anlagt inde på kommunens sports- og fritidsområde, hvor børn færdes til daglig.

Det er blandt andet her børn går ind og ud, og opholder sig på selve anlægget, når forældrene har afleveret dem i bil på Kirkevej. Store Magleby Skole benytter også fodboldbanerne i skoletiden, mens maskiner og tunge køretøjer kører frem og tilbage i pendulfart.

Dragør Kommune har altså blandet børn og byggepladstrafik med åbne øjne i en lang årrække.

Borgerne har desværre oplevet utallige trafikfarlige situationer til hverdag ved SFO Kirkevej, og fotodokumentation viser, at fodboldspillende og legende børn render rundt på fodboldbaner, stier og det åbne vejanlæg.

Man kan ydermere se, at der ligger fodbolde på vejanlægget, og at lastbiler er kørt ind i vejskilte, el-skabe og hegnspæle på henholdsvis Kirkevej og inde på sportsområdet.

Den 24. oktober 2025 blev der indgivet en skriftlig borgerklage til Dragør Kommune over administrationens tankeløse planer, og så fik kommunen pludselig travlt med at foreslå, at det åbne vejanlæg og byggepladsen måske skulle indhegnes, men det ændrer jo ikke på de mange trafikfarlige hændelser på cykelstien og vejbanen på Kirkevej.

Dragør Kommune hævder nu, at ”der ikke forekommer parkering udenfor det indhegnede område, ej heller på cykelstien på Kirkevej”, hvis HOFOR får tilladelse til at etablere en oplagsplads – men det kan kommunen under ingen omstændigheder forhindre eller garantere.

Erfaringen viser derimod, at der dagligt vil være adskillige ulovligt parkerede lastbiler, kassevogne og personbiler på Kirkevejs cykelsti, hvilket medvirker til at skabe dårligt udsyn for trafikanter og flere trafikfarlige situationer.

Det nytter ikke noget, at kommunens ansatte sidder bag et skrivebord og forsøger at bortforklare og underkende borgernes foruroligende og trafikfarlige oplevelser ved Kirkevej 28 – det er virkeligheden, og den kan der ikke redigeres i.

Miljø- og planlovgivningen.

Området er en del af et større kulturarvsareal omkring Store Magleby, der er af regional betydning, hvorfor en landzonetilladelse til byggepladsen samt en dispensation fra lokalplanen ikke bør imødekommes.

Selvom der som regel ikke kan dispenseres fra lokalplanens anvendelsesbestemmelser, så vil Dragør Kommune alligevel dispensere fra lokalplanen i 3 år, hvilket er meget bekymrende.

HOFOR’s ansøgte bygge- og oplagsplads er ikke i overensstemmelse med den lokalplanlagte anvendelse af Kirkevej 28. Det er med andre ord ikke meningen, at der skal placeres en støjende byggeplads med tilhørende vejanlæg lige op og ned ad SFO Kirkevej.

Da Dragør Kommune ikke har svaret rettidigt på borgerklagen fra den 24. oktober 2025, så er sagen overdraget til Planklagenævnet i november måned.

Planklagenævnet, der hører under Nævnenes Hus, gav Dragør Kommune 3 uger til at genoverveje sin afgørelse, men også her har kommunen overskredet tidsfristen og undladt at svare.

Forhåbentlig er alle forældre og bedsteforældre til børnene i SFO Kirkevej nu blevet obs på, at Dragør Kommune og HOFOR oprindeligt ville tromle etableringen af byggepladsen igennem den 1. december 2025.

Den uønskede julegave er heldigvis ikke nået frem til børnene endnu, men lad os nu se, om kommunen overholder miljø- og planlovgivningen til punkt og prikke i denne sag.

Mileway spøger i kulissen.

En ny politisk udmelding sår tvivl om Mileways indtog i Dragør.

Er Blackstone-selskabet Mileway inde i varmen, eller ude i kulden, når det gælder politikernes planer om det nye Erhvervsområde Nord?

Det er meget svært at blive klog på, men lad os prøve, at nærme os et svar.

Fakta fremfor alt.

Lige inden kommunalvalget udtaler det kommende medlem af kommunalbestyrelsen, Jerrik Walløe (C), følgende i offentligt regi:

”Der kommer ikke Mileway erhverv på det område.” (Vi der holder af Dragør, Facebook, 12. november 2025).

Vi må hermed forstå, at interessenten Mileway ikke får lov til at bygge på Dragør Nord, ifølge et bestyrelsesmedlem i Det Konservative Folkeparti, der tit og ofte proklamerer, at ”man skal holde sig til fakta”.

Eftersom aktindsigt i sagen med al tydelighed viser, at Dragør Kommunes ledelse og administration løbende afholder møder og telefonsamtaler med Mileway, hvilket undrer mange borgere, så skal den politiske udmelding naturligvis faktatjekkes på behørig vis.

Undvigelse og ikke-svar.

Dragør Kommunes direktion og Dragør Kommunes borgmester bliver den 14. november 2025 hver især skriftligt bedt om at bekræfte eller afkræfte, hvorvidt Jerrik Walløes offentlige udtalelse om Mileway er korrekt eller ej.

Direktionen foretager vanen tro undvigelsesmanøvrer og leverer ikke-svar ad tre omgange, på trods af at direktionen bliver bedt om at svare ”konkret” og ”utvetydigt” på det simple spørgsmål.

Kenneth Gøtterup (C) vælger, som borgmester og øverst ansvarlig i Dragør Kommune, ikke at svare indenfor ti hverdage – selvom borgmesteren har modtaget to skrivelser vedrørende bestyrelsesmedlemmets offentlige udmelding.

Vi får altså ikke nogen form for svar på, om Jerrik Walløes påstand om Mileway, og det 170.000 m² store erhvervs- og industriområde, er sand eller falsk.

Sæbeopera i nord.

Kommunens tyveårige erhvervseventyr på grænsen til lufthavnen er stadigvæk omgærdet af fortielser, mystik og udokumenterede politiske udmeldinger, der stritter i alle mulige retninger.

Er du forvirret? Så følg med i næste afsnit af føljetonen om Erhvervsområde Nord.