C driller AOV & CWWP.

Kongelunden. Udlændingestyrelsens asyl-grund udvikler sig til en legeplads for politikernes indbyrdes drillerier.

Læn jer tilbage, kære borgere, og vær tilskuere til politikernes frie leg.

CWWP or not CWWP? That is the question.

Kongelundens politiske legeplads.

KB-medlem Kenneth Gøtterup (C), har i den forløbne uge drillet det snævre AOV-flertal, som udgør 8 ud af 15 KB-medlemmer i Dragør Kommune.

Borgergruppen får i kølvandet på politikernes drillerier mange henvendelser fra forvirrede borgere.

Borgerne spørger, om det er rigtigt, at Copenhagen White Water Park ikke bliver en realitet i Kongelunden, og dermed er ude af Dragør?

Nej, CWWP er først lukket ned, når Dragør Kommune og AOV-flertallet kommer med en klar udmelding om dette til dragørborgerne.

Borgerne står sammen på tværs af politisk overbevisning, og borgerne har gennem de seneste 4 måneder minutiøst bevist, at en White Water World Cup Arena ikke hører hjemme i Dragør By.

Tak, til alle jer, der hjælper jeres naboer og natur i Kongelunden.

Aflevering af åben underskriftindsamling til borgmesteren.

Borgerne har afleveret underskriftindsamlingen ’Nej til Copenhagen White Water Park på Sydvestpynten’ til borgmester Eik Dahl Bidstrup (V), som personligt har kvitteret for modtagelsen mandag den 21. januar 2019.

Indsamlingen, der vokser støt, har indtil videre rundet 1.075. Vi fortsætter.

I et medfølgende brev til borgmesteren, der bliver han bedt om personligt at besvare følgende spørgsmål:

”Vil du lytte til naboer og borgere i Dragør samt andre brugere af området omkring asylgrunden i Kongelunden, og dermed bringe samarbejdet mellem Dragør Kommune og CWWP definitivt til ophør?” (Brev til borgmesteren, Underskriftindsamling, 20.1.2019).

Vi afventer borgmesterens reaktion på underskriftindsamlingen, og hans personlige besvarelse af spørgsmålet.

CWWP på dagsordenen.

I går blev der afholdt møde i Økonomiudvalget.

Kenneth Gøtterup (C) havde inden mødet, allerede den 8. januar 2019, via mail anmodet om at få følgende på dagsordenen:

”STOP AF PROJEKT CWWP”.

”C gr. foreslår, at der ikke arbejdes videre med projektet om etablering af Copenhagen White Water Park (CWWP), som indgår i budgetforliget, og der ikke fremadrettet anvendes yderligere forvaltningsmæssige ressourcer på opgaven”.

”Motivation: I forlængelse af den offentlige debat der har været om CWWP om bl.a. deres etablering på forskellige adresser, partnerskaber, samt seneste udmelding fra et medlem af AOV flertallet, hvor det er oplyst, at Dragør kommune ikke påtænker at købe den tidligere grund hvor der er asylcenter for at give denne grund væk til CWWP, anser Konservative det for mest hensigtsmæssigt for det videre politiske arbejde og anvendelsen af de kommunale ressourcer, at projektet bliver bortprioriteret” (Dagsorden, ØU-møde, Dragør Kommune, 24.1.2019).

AOV valgte at komme med et modforslag, som ikke var på dagsordenen:

”BESLUTNING”.

”Forslag fra AOV: AOV foreslår, at spørgsmålet afventer de videre undersøgelser inden endelig stillingtagen” (ØU-møde, Dragør Kommune, 24.1.2019).

C og T stemte imod forslaget: 3.

A, O og V stemte for forslaget: 4.

Hermed vil AOV-flertallet fortsætte med CWWP-projektet i Dragør Kommune.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup vil åbenbart ikke tillade, at han taber ansigt overfor C – eller overfor andre for den sags skyld.

De ansvarlige politikere.

Man skal som borger ikke nødvendigvis høre på alt, hvad politikerne siger, man skal derimod bedømme dem på, hvad de reelt gør.

Dette gælder især AOV-flertallet i Dragør Kommune.

Eik Dahl Bidstrup (V), Kim Dupont (V), Helle Barth (V), Allan Holst (A), Lisbeth Dam Larsen (A), Nicolaj Bertel Riber (A), Anne Blegvad Funk (O) og Morten Dreyer (O) vil stadig placere en White Water World Cup Arena i Kongelunden.

Ved CWWP-byggegrund 3 vil det snævre AOV-flertal opføre forlystelsesparken CWWP klos op ad naboer, fredskov, dyreliv og Natura 2000-område.

Dragør Kommunes forvaltning og andre ansatte bruger som følge heraf et stigende antal mandetimer på CWWP – et prestigeprojekt som siden 2016 har været ført under radaren af borgmester Eik Dahl Bidstrup.

Borgmesteren fortsætter sit samarbejde med den private aktør CWWP. Dette er til trods for stor borgermodstand.

CWWP or not CWWP? That is the question.

Klik her og underskriv, hvis du tænker ’Not CWWP’

Klik her for at se C’s forslag til Økonomiudvalgsmødet

Klik her for at se referat af Økonomiudvalgsmødet

Borgmester modtager underskriftindsamling.

Indsamlingen har rundet flere hjørner – nu er vi over 1.000.

I dag er underskriftindsamlingen ’Nej til Copenhagen White Water Park på Sydvestpynten’ sendt personligt til borgmester Eik Dahl Bidstrup inklusiv et brev.

Desuden er brevet og underskriftindsamlingen sendt til orientering til: Alle kommunalbestyrelsens medlemmer, Dragør Kommune og kommunaldirektør Kenneth Kristensen – sidstnævnte har meldt sin fremtidige afsked.

I brevet er der et opklarende spørgsmål til borgmesteren fra borgeren, som oprettede underskriftindsamlingen, der er blevet mødt med stor opbakning:

Underskriftindsamling ’Nej til Copenhagen White Water Park på Sydvestpynten’.

Til borgmester Eik Dahl Bidstrup,

Hermed overdrages underskriftindsamlingen ’Nej til Copenhagen White Water Park på Sydvestpynten’ til dig som Dragørs borgmester.

Området omkring Udlændingestyrelsen grund beliggende på Kalvebodvej 250 i Dragør Kommune besøges af borgere fra Dragør, Tårnby, Kastrup, Sundby og København.

Klik venligst på nedenstående link og modtag underskriftindsamlingen, som har rundet 1000 underskrifter indtil videre:

https://www.skrivunder.net/nej_til_copenhagen_white_water_park_pa_sydvestpynten?uv=11721346&utm_source=fb_share&fbclid=IwAR39UzVt-VDnhEWoIpm1UQz1Rw8cSF6E3BK39GHEob6MnwKKToQxzj96VcM

Dette brev offentliggøres dags dato.

Jeg vil hermed bede om dit personlige svar på følgende spørgsmål:

Vil du lytte til naboer og borgere i Dragør samt andre brugere af området omkring asylgrunden i Kongelunden, og dermed bringe samarbejdet mellem Dragør Kommune og CWWP definitivt til ophør?

Jeg vil ligeledes bede om dit samtykke til at offentliggøre dit personlige svar, straks efter modtagelsen, da dit svar er i offentlighedens interesse.

Jeg imødeser dit svar inden 7 dage.

Venlig hilsen,

Janne Poulsen – Kongelunden – Borger i Dragør Kommune.

Underskriftindsamlingen mod CWWP runder 1.000.

Naboerne til de tre CWWP-byggegrunde i Dragør oplever manglende borgerinddragelse fra Dragør Kommunes side.

Underskriftindsamlingen mod CWWP i Dragør når ny højde.

Tak, til alle jer borgere, der hjælper jeres naboer og natur i Kongelunden.

Vi har nu i fællesskab rundet 1.000 underskrifter – og vi fortsætter.

Politikerne vil i disse dage råbe i munden på hinanden for at tage ejerskab på, hvem der lukker og slukker CWWP-projektet i Dragør – de er allerede i fuld gang.

Virkeligheden er dog en helt anden.

Det er borgerne, der tydeligt bekendtgør: ”Nu er det nok med CWWP”.

Ved CWWP-byggegrund 3 vil det snævre AOV-flertal i Dragør Kommune stadigvæk placere CWWP klos op ad naboer, fredskov, dyreliv og Natura 2000-område. Dette er til trods for massiv borgermodstand.

CWWP-projektet er ikke nedlagt, før borgmester Eik Dahl Bidstrup og Dragør Kommune kommer med en klar udmelding til borgerne.

Borgernes modstandskamp.

Borgerne står sammen på tværs af politisk overbevisning, og borgerne har gennem de seneste 4 måneder minutiøst bevist, at en White Water World Cup Arena ikke hører hjemme i Dragør By.

Vi har med fynd og klem taget kampene på det lokale medie DragørNyheder, og vi takker alle for deltagelsen i debatten – også de skønne CWWP-lobbyister og de uartige trolls.

Til de få, som over en længere periode har tilladt sig at håne og kritisere én borgers velmenende underskriftindsamling – I får hermed en varm krammer herfra, og vi imødeser, at I starter underskriftindsamlingen ’Ja til CWWP på Sydvestpynten’.

Aflevering af underskrifterne.

Underskriftindsamlingen ’Nej til Copenhagen White Water Park på Sydvestpynten’ sendes inklusiv et brev personligt til borgmester Eik Dahl Bidstrup.

Deltag venligst i underskriftindsamlingen, og husk at du skal besvare bekræftelsesmailen efterfølgende, ellers bliver din stemme ikke registreret.

Klik her og deltag i underskriftindsamlingen ‘Nej til CWWP på Sydvestpynten’

Kommunaldirektør går af.

Kenneth Kristensen melder sin afsked på Dragør Rådhus. Pressefoto.

Kommunaldirektør Kenneth Kristensens meddelelse kommer mindre end en måned efter velfærdsdirektør Jesper Reming Tangbæk har opsagt sin stilling i Dragør Kommune.

Kenneth Kristensen har været kommunaldirektør siden 2015.

Kommunaldirektøren fortsætter med CWWP i 2019.

I årene 2016-2019 fører borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) samarbejde med den private aktør Copenhagen White Water Park (CWWP).

I samme periode er Kenneth Kristensen kommunaldirektør.

Kenneth Kristensen varetager sine nuværende opgaver på uændret vis indtil udgangen af 2019.

Under byrådsmøderne rådgiver Kenneth Kristensen borgmester Eik Dahl Bidstrup. Møderne kan opleves på Dragør Kommune TV.

Klik her og se borgmesteren og Kenneth Kristensen til byrådsmøde

Klargøring af CWWP-byggegrund 3.

Asylcenter Kongelunden. Tomme bygninger med skimmel.

Udlændingestyrelsen er i disse dage i fuld gang med at tømme de faste bygninger på Kalvebodvej 250 i Kongelunden. Der er også pavillon-bygninger på grunden.

Grunden kaldes i folkemunde ’CWWP-byggegrund 3’, og skal måske sælges til Dragør Kommune.

Det vides ikke med sikkerhed, om de skimmelplagede bygninger på Asylcenter Kongelunden skal rives ned, så grunden kan klargøres – eventuelt til opførelsen af en White Water World Cup Arena.

Den private aktør Copenhagen White Water Park (CWWP) har i årene 2016-2019 ført samarbejde med borgmester Eik Dahl Bidstrup (V).

Tæt på naboerne til grunden vil Dragør Kommune ifølge CWWP-projektbeskrivelsen opføre en larmende White Water World Cup Arena med en turbinedrevet kunstig flod, parkeringsplads, servicebygninger, sportsfolk, firmafester, polterabender, tilskuertribuner og højttaleranlæg.

Her har Dragør Kommune, i samarbejde med CWWP, så tænkt sig, at der skal afholdes EM og VM i white water-sport.

Ifølge Udlændingestyrelsen er intet dog besluttet endnu.

Tredje CWWP-byggegrund i Dragør.

Dragør Kommune har kig på asyl-grunden. Pavillonerne er omkranset af Kongelunden.

Det snævre AOV-flertal i Dragør Kommune har offentliggjort, at de gerne vil købe asyl-grunden af Udlændingestyrelsen.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup (V-Venstre), Allan Holst (A-Socialdemokratiet) og Morten Dreyer (O-Dansk Folkeparti) er meget upopulære i Dragør.

AOV er helt ude af kontakt med borgerne i byen.

Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil opføre CWWP i Kongelunden, hvis de får mulighed for at købe grunden:

Eik Dahl Bidstrup (V): ”Sammen med administrationen har jeg det seneste år arbejdet på, at kommunen kan købe den grund, hvor det nu lukkede asylcenter i Kongelunden ligger. Vi har haft en positiv dialog med Udlændingestyrelsen, som ejer grunden, og jeg har i dag fået mundtligt bekræftet, at vi kan forvente at få tilbud om at købe grunden inden nytår. Forhåbentligt til en god og fornuftig pris” (DragørNyheder, 26.10.2018).

Allan Holst (A): ”Det er både glædeligt og klædeligt, at det nu undersøges om CWWP kan placeres i Kongelunden. Glædeligt, fordi det var mit forslag allerede da vi blev præsenteret for projektet” (DragørNyheder, 26.10.2018).

Morten Dreyer (O): ”White Water Park i Kongelunden? Dansk Folkeparti er begejstret!” (DragørNyheder, 26.10.2018).

Dragør Kommune er økonomisk trængt, men det påvirker øjensynlig ikke AOV.

De ufrivillige naboer til CWWP.

Forlystelsesparken er indtil videre blevet skubbet rundt på to byggegrunde i Dragør.

Borgmester Eik Dahl Bistrup forsøger nu at købe en tredje byggegrund.

CWWP skal placeres tæt på beboelsesejendomme og natur.

Borgerne undrer sig kraftigt.

Ingen naboer eller genboer i Kongelunden er blevet kontaktet af Dragør Kommune – dette er en fortsættelse af mønstret fra CWWP-byggegrund 1 og CWWP-byggegrund 2.

Der er blot 10 meter til nærmeste naboer, som bor lige overfor asyl-grunden på Kalvebodvej.

CWWP-projektet lanceres samtidig med, at der spares på kernevelfærden i kommunen. Dette er naturligvis ikke velset blandt borgerne.

Støj med støj på.

Kongelunden. I støjzonen for Københavns Lufthavn vil AOV-flertallet placere den larmende forlystelsespark CWWP – tæt på beboelsesejendomme. Dragør Kommune ved udmærket godt, at kommunen ikke må blive ved med at tilføje nye støjkilder nær beboelse i Dragør.

Flere naboer og genboer har overfor Dragør Kommune gjort indsigelse mod CWWP’s placering på Kalvebodvej 250, og de har varslet erstatningskrav i multimillionklassen mod Dragør Kommune. En statsautoriseret valuar har vurderet de første ejendomme.

Som i tilfældet med de to foregående byggegrunde, så har AOV beklageligvis atter ’glemt’ at sætte sig ind i de stigende støjforhold i området omkring Kongelunden og Sydvestpynten. Disse kaldes kumulative støjforhold.

Naturen og dyrelivet i Kongelunden er der heller ikke blevet skelet til ved CWWP-byggegrund 3.

Placeringen af CWWP i Kongelunden viser med al tydelighed, at Dragør Kommune for tredje gang har valgt en lokalitet, der ikke er velegnet.

CWWP eller skovrejsning?

Dagligdag på stierne omkring asyl-grunden. Ryttere, gående og cyklister bruger naturen.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup vil, trods borgernes vedvarende protester, i ramme alvor forsøge at anlægge sit prestigeprojekt CWWP ved indgangen til Naturpark Amager.

En energi- og ferskvandsslugende White Water World Cup Arena, som siden september 2018 har mødt massiv borgermodstand i Dragør.

Dragør er en lille by i bunden af Amager – bæredygtighed er en by i Rusland.

CWWP skal tillige placeres klos op ad naboer, fredskov, dyreliv og Natura 2000-område.

Det giver ingen mening. Borgerne er mystificerede, og vi er ikke alene.

Friluftsrådet København undrer sig over placeringen af CWWP på Sydvestpynten:

”Friluftsrådet København er forundret over Dragør Kommunes idé om at fremme en White Water Park med bl.a. mulighed for waterrafting på en kunstig fos ved Amagers Sydvestpynt. Et område, der i dag omfatter den tidligere flygtningelejr på Kalvebodvej” (Pressemeddelelse, Friluftsrådet København, 3.12.2018).

”Kredsbestyrelsen fastholder vores oprindelige udtrykte holdning om, at det aktuelle område forsat som 1. prioritet bør reserveres til skovrejsning for dermed at mindske trykket på kulturlandskabet i en efterhånden mere og mere reduceret landzone. Samtidig har bestyrelsen noteret sig, at Dragør og Tårnby Kommuner har fornyet deres CO2-aftale med DN (red. Danmarks Naturfredningsforening)” (Bestyrelsesmøde i Friluftsrådet København, 11.12.2018).

Skovrejsning er et fagudtryk for, at man planter eller etablerer skov på et ikke skovbevokset areal.

Blandt andet er man, i forbindelse med opførelsen af diger, blevet nødsaget til at fælde træer.

Skovrejsning er en bæredygtig og målrettet proces, som er bydende nødvendig.

Man tager fra Kongelunden – man giver tilbage til Kongelunden.

Hermed tilgodeses både asyl-grundens omkringliggende natur, og de i forvejen støjbelastede naboer på Sydvestpynten.

Vi har kun Kongelundens natur til låns. Vi skal overdrage den til vores børn og børnebørn.

Vi kan ikke byde de næste generationer, at Dragør By med årene gradvist bliver svøbt i beton på bekostning af vores grønne åndehuller.

Borgergruppen støtter Friluftsrådet Københavns forslag om, at Udlændingestyrelsens asyl-grund indgår i en fortsat skovrejsning omkring Kongelunden.

Borgermodstand, støjforøgelse og dårlig økonomi.

Kommunalbestyrelsesmedlemmernes tankeløse byggeprojekter kommer til at strække sig på tværs af Dragør By, og typisk er der ikke taget højde for allerede eksisterende støjkilder.

Som følge heraf ligger AOV på fjerde måned i åben konflikt med borgerne, som værner om sine hjem og dyrebare natur. Tilliden til AOV-flertallet er definitivt brudt.

Borgermodstanden tog for alvor sin begyndelse i Dragør Midtby ved CWWP-byggegrund 2.

I Hollænderhallens nærhed er der allerede etablerede støjkilder fra Københavns Lufthavn, Kirkevej, Hartkornsvej og fodboldanlægget. Området ligger lige op til parcelhuse, et buddhisttempel, gårde, nyttehaver og en stor havekoloniforening.

I dette område vil borgmester Eik Dahl Bidstrup realisere sin såkaldte vision ’Hollænderparken’, fuldstændig uden omtanke for de hundredevis af familier, som bliver negativt påvirket af dette.

CWWP-byggegrund 2 blev opgivet af AOV.

Mange naboer ved CWWP-byggegrund 2 på Kirkevej, Slørvej og Lundestien havde blot 5-10 meter til den planlagte White Water Park.

Dette viser, hvor lidt AOV sætter sig ind i områderne til sine byggeprojekter. Borgerne føler sig chikanerede af AOV helt ind i det allerhelligste – vores hjem og rekreative områder.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup har endvidere valgt at føre CWWP-projektet under radaren i 3 år. Ved nærmere eftersyn af CWWP’s finansieringsplan, projektforslag og troværdighed, så var der nok en årsag til borgmesterens strategi.

Aktindsigten i CWWP-sagen viser, at Dragør Kommunes forvaltning og andre ansatte i årene 2016, 2017, 2018 og 2019 har brugt et ukendt antal mandetimer på den private aktør CWWP.

Her opereres åbenbart ikke efter devisen, at sætte tæring efter næring.

Forhindringer for Dragør Kommune.

Kalvebodvej er ikke bredere, end at en personbil er nødt til at køre ud i rabatten for at passere en bus. Fortov og cykelsti er Kalvebodvej heller ikke udstyret med, så fodgængere og cyklister må færdes ude på vejen. Dette gælder for børn såvel som voksne.

Forhindringerne for AOV er talrige og uoverskuelige. Alene følgende økonomiske forhold er problematiske:

1) Hvem skal betale for anlæggelsen og udvidelsen af en ny Kalvebodvej, som på nuværende tidspunkt er for smal og uden anlagt fortov og cykelsti?

2) Hvad vil Dragør Kommune gøre, når naboer og genboer rejser individuelle krav om erstatning?

3) Hvor vil AOV skaffe købesummen til CWWP-byggegrunden fra, når nu Dragør Kommune er økonomisk underbemidlet?

Den hårdt prøvede økonomi i Dragør Kommune rimer absolut ikke på borgmesterens personlige ønske om forlystelsesparken CWWP i Kongelunden.

Borgmesteren har først promoveret CWWP som en sportspark, dernæst som en ’grøn’ familiepark og nu som en park for Dragørs unge. Hvad bliver det næste?

Det bliver yderst interessant at følge, hvordan AOV-flertallet vil håndtere denne sag.

Såfremt CWWP ikke kan blive realiseret i Kongelunden – så venter borgerne i spænding på, hvilken halvkvædet forklaring AOV-flertallet finder på denne gang.

Endnu en røverhistorie. Vi forventer spin af allerværste skuffe.

Hjælp dig selv og borgergruppen med din underskrift.

Kongelunden i efteråret. Sti ved siden af CWWP-byggegrund 3.

Borgergruppen beskytter vores fælles naboer, natur, dyreliv og historiske by.

Dragørborgerne bruger naturen aktivt, den er ikke til pynt, men vi værner om den.

Vi er, så at sige, omsorgsfulde naturforbrugere.

Borgergruppen arbejder på tværs af politisk overbevisning, vi er ikke til salg for nogen, og vi har et prangende budget på 0 kr.

Vi ser det som vores pligt at oplyse borgerne om, hvad der egentlig foregår i Dragør Kommune.

Processen omkring asyl-grunden bliver fulgt nøje her på borgerhjemmesiden ’Nej til Copenhagen White Water Park’, og vi vil løbende holde borgerne opdaterede.

I Dragør skal vi ikke kun tænke på os selv. Kongelunden og området omkring Sydvestpynten bliver også flittigt brugt af borgere fra Tårnby, Kastrup, Sundby og København.

Hvis du vil gøre noget aktivt, og hjælpe din natur og dine søde naboer i Kongelunden, så deltag i underskriftindsamlingen mod CWWP i Dragør.

Underskriftindsamlingen har rundet 960 underskrifter indtil videre.

Husk, at mere end én person per husstand kan underskrive, og man skal huske at besvare en efterfølgende bekræftelsesmail:

Klik her og deltag i underskriftindsamlingen ‘Nej til CWWP på Sydvestpynten’