Kommuneplan 2021 indikerer, at flere partier ufortrødent vil fortsætte deres destruktive planer.
Dragør er og skulle gerne blive ved med at være en dejlig by at bo i. Det forudsætter, at politikerne ændrer kurs og sætter vind i fornuftens sejl.
Morten Dreyer (Dansk Folkeparti), Anne Blegvad Funk (Dansk Folkeparti), Ebbe Kyrø (Liste T) og Kim Dupont (Venstre) er ude af kommunalbestyrelsen den 1. januar 2022. Borgerne har talt.
Her ved udgangen af valgperioden er der forhold man glæder sig over, og andre forhold man ærgrer sig over.
De uønskede politikerprojekter.
Copenhagen White Water Park-projektet, Danmarks største Outdoorcenter-projektet og Hollænderpark-projektet er blevet lukket ned af borgerne med lovtekst i hånden.
Bydelspark-projektet, UNESCO-projektet og Afgangshal-projektet er stadig under borgerbehandling.
1.150 borgere siger ”Nej tak til boliger og aktivitetspark på Engvej” i dragørhistoriens næststørste underskriftindsamling nogensinde.
UNESCO i Dragør er en nødlidende sild, der ligger på havnekajen og gisper efter ilt.
Der er øjne på Afgangshal-projektet, som kommunens direktion egenhændigt forsøger at opføre uden naboorientering, nabohøring, miljøscreening eller andres indblanding.
Samtlige projekter er juridiske og demokratiske katastrofer. Borgermodstanden fortsætter.
Kommuneplan varsler ugunstig udvikling.
Borgere med vidt forskellig politisk overbevisning har givet politikerne et vink med en vognstang og mindet om, at politikerne er til for borgernes skyld og ikke omvendt.
Hvis man nærlæser ’Forslag til Kommuneplan 2021 – Hovedstruktur og rammer’, så fremgår det tydeligt, at de forskellige partier ufortrødent vil fortsætte deres ødelæggende planer.
Dragørs landlige præg og tilbageværende grønne frirum skal destrueres, bil- og flytrafikken skal forøges, byen skal overbefolkes og borgerne skal være naboer til flere støjende aktivitetsanlæg.
Kommunalvalget viste derimod, at dragørborgerne er foruroligede over, at politikerne fortæller diverse usandheder og ikke varetager de ’kedelige’ pligtopgaver, som de er folkevalgt til at udføre.
Fra prestigeprojekter til kernevelfærd.
Nu må det simpelthen være slut med at spilde kommunal tid, ressourcer og skattekroner på håbløse prestigeprojekter som skal placeres til stor gene for naboer, natur og dyreliv.
Børnene skal ikke stuves sammen i institutioner og klasselokaler som burhøns.
Vores ældre skal fremadrettet have en ordentlig behandling, pleje og omsorg.
Og så er der jo også alle os andre midt imellem…skaffedyrene som bare vil bo i nogenlunde fred og ro i vores fælles by, der ikke bør være genstand for det ene mere uigennemtænkte politikerprojekt efter det andet.
Den politiske fokus bør flyttes fra uønskede prestigeprojekter til kernevelfærd for byens borgere.
Har man som kommunalbestyrelsesmedlem stadig svært ved at forstå budskabet, så skal man forvente sig et exit fra Dragør Rådhus ved udgangen af 2025.