På Københavns Lufthavns hjemmeside står der følgende om lufthavnens rensning af PFAS-holdigt vand i 2022:
“I maj sættes et nyt, stort renseanlæg i drift ved Hovedgrøften i Dragør. Renseanlægget renser dræn- og overfladevandet fra lufthavnens overfladevandssystem, inden det udledes til grøften.”
Spildevand i Hovedgrøften.
Renseanlægget blev placeret ved det udløb, der kaldes UH1 – og alt syntes at være i sin skønneste orden.
Virkeligheden er dog, at en lille kilometer sydvest for UH1 ligger UH2, hvor lufthavnen også udleder vand til Hovedgrøften – og her bliver vandet ikke renset for PFAS.
Samlet set udleder lufthavnen omkring 420.000 m3 vand årligt til Hovedgrøften fra de to udløb – og knap 40 % af vandet udledes urenset fra UH2 til Hovedgrøften og videre ud i Søvangsbugten for foden af Søvangsbakkerne.
Langt fra virkeligheden.
Hvorfor spiller lufthavnen ikke med åbne kort overfor borgerne i Dragør? Hvorfor får vi kun skønmaleriet – og ikke billedet af virkeligheden?
Kære Københavns Lufthavn, lad os nu få svesken på disken, så vi kan få at vide, hvor og hvor meget PFAS I udleder fra de mange udløb til jeres naboer.
Sidst, men ikke mindst, hvornår har I tænkt jer at tage hånd om det?
Vandudløbet ’U8’ ligger tæt på fiskesteder samt bade- og bådebroer.
Det lokale nyhedsmedie Dragør News har foretaget en grundig undersøgelse af Københavns Lufthavns påvirkning af det omkringliggende miljø på Dragør Nordstrand.
Der bades, fiskes og sejles i Nordstrandsbugten hele året rundt.
Lufthavnen udleder overfladevand via ’U8’ til Nordstrandsbugten.
Borgerne har stadig ikke fået svar på, hvordan Københavns Lufthavne A/S forholder sig til sit erstatningsansvar for den omfattende PFAS-forurening af drikkevandet, jorden, vandløbene og havvandet i Dragør og Tårnby.
Hvor mange år skal vi vente på et svar – og hvad sker der egentlig i forureningssagen?
Handleplanen.
Dragør Kommunes borgmester Kenneth Gøtterup (C) fik i oktober 2022 mandat fra kommunalbestyrelsen til egenhændigt at forhandle med lufthavnens administrerende direktør Thomas Woldbye angående den vidtfavnende PFAS-forurening i Dragør.
I 2022 forlod lufthavnens miljøchef Inger Seeberg pludselig sin stilling efter femten års ansættelse, og i 2023 fulgte Thomas Woldbye trop og forlod posten som administrerende direktør efter tolv års ledelse af Københavns Lufthavne A/S.
Tårnby Kommune, Dragør Kommune og Københavns Lufthavne A/S nedsatte i december 2022 en arbejdsgruppe, der efter eget udsagn skulle ”belyse muligheder for yderligere afværgetiltag og en handleplan og prioritering”. Forureningssagen blev dermed atter trukket i langdrag.
Den træge forvaltningsproces fortsætter i en uendelighed – imens spreder PFAS-stofferne sig over lange afstande i vores natur og miljø.
Det er det Dragør Kommunes borgmester, direktion og administration kalder ”den dynamiske handleplan”.
Syltekrukken.
Ganske som forudset af flere vakse borgere, så var etableringen af den såkaldte ’arbejdsgruppe’ i 2022 blot endnu et tiltag for at dysse den tabubelagte forureningssag ned.
I begyndelsen af oktober måned 2023 bekendtgjorde Dragør Kommunes administration følgende:
”Arbejdsgruppen vedrørende PFAS-forurening i og omkring Københavns Lufthavn (CPH), forventer i slutningen af året at have udarbejdet en rapport baseret på det kommissorium, som borgmestrene fra Tårnby og Dragør Kommune og CPH er blevet enige om (…) Arbejdsgruppen er undervejs med at udarbejde en rapport, der indeholder en beskrivelse af hvilke indsatser der indtil nu er gjort mod PFAS-forurening, en identifikation af risikoområder og handlingsplan for kommende indsatser.” (Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Dragør Kommune, 4. oktober 2023).
Administrationen proklamerede ydermere: ”Rapporten forventes at kunne forelægges til udvalget i slutningen af året”.
Således skulle Dragør Kommunes Klima-, By- og Erhvervsudvalg have rapporten forelagt til sagsbehandling inden udgangen af 2023, men det blev ikke rigtig til noget.
Nu er vi i april måned 2024 – og forureningssagen plasker stadig hvileløst rundt i den kommunale syltekrukke.
Vandudledningen.
Lufthavnens samlede udledning til Øresund er ifølge Danmarks Arealinformation 3.593.164 m3 vand årligt. Der udledes altså cirka 3,6 mia. liter vand i sundet om året – vi taler om enorme vandmængder fra Nordens største lufthavn.
På Dragør Nordstrand har lufthavnens udløb ’U8’ munding ud til Nordstrandsbugten og en lang række bade- og bådebroer på kyststrækningen mellem lufthavnen og Dragør Havn. Der bades og fiskes hele året i bugten.
Lufthavnens egenkontrol konstaterede i 2022 indhold af PFAS-stoffer på 380 ng/l i vandet. Det er 2.923 gange for højt, set i forhold til grænseværdien i havvand på 0,13 ng/l.
Der udledes 185.000 m3 vand årligt fra lufthavnsområdet via udløbet U8 til Øresund – det er i gennemsnit 500.000 liter vand i døgnet hele året rundt.
Blot 400 meter længere oppe ad Kystvejen i Tårnby Kommune findes udløbet U7, hvorfra der udledes 250.000 m3 vand årligt, som stammer fra arealer i lufthavnen, hvor der ligeledes er påvist forekomst af PFAS-stoffer.
Hertil kommer de mange andre vandudløb fra lufthavnen, der ligger på stribe nord for Dragør ud til Øresund.
På Dragør Sydstrand har kanalen ’Hovedgrøften’ sit udløb i Søvangsbugten tæt på flere velbesøgte badebroer.
Undersøgelser viser at vand, planter og jord i og omkring Hovedgrøften indeholder skadelige PFAS-stoffer, der ligger væsentligt over de tilladte grænseværdier for vandløb.
Der er stadigvæk ikke foretaget nogen tiltag med henblik på oprensning af Hovedgrøften, der afvander store dele af lufthavnens område, og som i 2021 blev konstateret kraftigt PFAS-forurenet.
Dragør Kommune og Københavns Lufthavne A/S lader simpelthen den eksisterende jord-, sand-, plante- og vandforurening være. Det er meget foruroligende.
Tænk hvis man gjorde det samme i Randers Kommune med forureningen fra Nordic Waste – så ville toppolitikerne nok komme op af sofaen i en vis fart.
Regningen.
Indenfor miljøret er der et økonomisk princip om, at det er forureneren, der betaler for forureningsbegrænsende tiltag og genopretning efter miljøskader.
I marts måned 2022 besluttede Dragørs kommunalbestyrelse enstemmigt at undersøge muligheden for at rejse erstatningskrav mod lufthavnen for den vidtfavnende miljøforurening. Med andre ord, så følges det økonomiske princip om at holde skadevolder ansvarlig for den skade, der er påført Dragør Kommune.
Drikkevandsindvindingen i Dragør er fuldstændig ødelagt, og vi importerer nu vand udefra. Borgerne betaler dagligt regningen, og vi skal ligeledes betale 75 mio. kr. for, at vandforsyningsselskabet HOFOR A/S anlægger en ny rørledning til Dragør. Det giver absolut ingen mening.
I december måned 2023 valgte et flertal i kommunalbestyrelsen i al stilhed, at forhøje vandtaksterne og tørre regningen af på vandforbrugerne – kun Liste T og Sydamagerlisten stemte imod forhøjelsen af vandtaksterne, der i forvejen er blandt de allerhøjeste i landet.
Sidste år betalte skatteborgerne tillige 2 mio. kr. af egen lomme for lufthavnens forurening, da Dragør Kommune som sædvanlig skulle beskære vandplanter i Hovedgrøften. Grundet PFAS-forureningen i kanalen skal jorden nu håndteres og bortskaffes efter særlige regler.
’Grødeskæringen’ foretages to gange om året for at sikre kanalens vandføringsevne. Forureningen medfører altså en årlig ekstraregning på 4 mio. kr. – og dette er end ikke et forureningsbegrænsende tiltag, men blot ganske almindelig beskæring og fjernelse af planter.
Der skal ydermere beregnes anseelige udgifter til fremtidig oprensning af Hovedgrøften, markområder, fredede naturområder, private vandboringer, vandløb, mundinger ud til Øresund osv.
Københavns Lufthavne A/S betaler 0 kr. og overlader dermed PFAS-regningen til naboerne. Det er på ingen parametre rimeligt, at dragørborgerne skal betale omkostningerne for lufthavnens forurenende virksomhed – vi lever ikke i ’Omvendtland’.
De forureningsbegrænsende tiltag, og den længe ventede genopretning efter miljøskaden, bør betales af lufthavnen selv uden yderligere ophold.
Ansvaret.
Alt imens regningen tørres af på skatteborgerne, så spreder PFAS-stofferne sig uhindret i vores natur og miljø fra nord til syd.
Det er på høje tid, at vi stiller krav til Københavns Lufthavne A/S – en profitorienteret og storforurenende virksomhed, der bærer ansvaret for egenforureningen såvel som den forurening, der i en lind strøm bevæger sig om på den anden side af trådhegnet til os.
Københavns Lufthavne A/S, der omsatte for intet mindre end 4 mia. kr. sidste år, forholder sig dog stadig tavs.
DragørNyheder censurerer borgernes debat og skader demokratiet i Dragør.
De seneste tre år har ejer Flemming Falk Hansen censureret den lokale debat på facebooksiden ’DragørNyheder’ med hård hånd.
Medlemsflugt fra udskældt facebookside.
Det er en offentlig hemmelighed, at det lokale medie DragørNyheder har udført censur i årevis.
DragørNyheders tidligere slogan ”Vi samler Dragør” stemmer på ingen måde overens med virkeligheden i debatforummet.
Som forudset har den hyppige og udemokratiske sletning af opslag og kommentarer bidt sig selv i halen.
Det er resulteret i, at mange dragørborgere har søgt nye græsgange på andre lokale facebookgrupper, hvor borgerne kan deltage i en fri og ucensureret debat.
Salg af AmagerNyt og DragørNyheder.
Dags dato sælger Flemming Falk Hansen AmagerNyt.dk og DragørNyheder.dk med tilhørende facebooksider til lokalavisen Dragør Nyt.
Dragør Nyt har leveret lokale nyheder siden 1957. Avisen er på Facebook, har en hjemmeside og udkommer i trykt udgave én gang ugentligt.