Plan for nyt erhvervsområde trækker ud.

Erhvervsbyggeriet forsøges placeret i det åbne landskab i Dragør Nord.

I foråret gik det op for Det Konservative Folkeparti, Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre, at Dragør Kommune ikke har råd til at etablere en adgangsvej til det nye erhvervsområde, da det viste sig, at et asfalteret vejanlæg vil koste mellem 21,6 og 26,5 millioner kroner.

Liste T og Sydamagerlisten har i fællesskab med mange borgere sagt pænt og tydeligt ”nej tak” til det nye erhvervs- og industriområde, men borgmesterens politiske flertal vil ikke lytte og fortsætter med det upopulære projekt.

Nu trækkes projektstyringen atter i langdrag, alt imens borgerne spørger ind til, hvornår der kommer en afklaring af sagen?

Borgmesterens nyhedsbrev.

I begyndelsen af august måned sendte Kenneth Gøtterup (C) sit nyhedsbrev ud, men der var ikke ét eneste ord om det planlagte erhvervsområde, hvilket fik en borger til at stille følgende spørgsmål:

”Tak for et rigtig fint nyhedsbrev. Vil du ikke være rar også at sætte lidt ord på Erhvervsområde Nord og give en opdatering på status for projektet? Der er jo flere partier i byrådet – herunder specielt Konservative – som er meget ivrige efter at få projektet gennemført. Derfor ville det være meget værdsat med en kort status, inden vi alle skal til stemmeurnerne.” (DragørNyheder, Facebook, den 6. august 2025).

Borgmesteren svarede:

Jeg tror nu at de partier der har stemt for at vi skal videre med projektet er lige ivrige for at gennemføre det. Og det er Konservative, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Grunden til jeg ikke har omtalt det i nyhedsbrevet er, at der ikke er noget nyt, men det er godt du spørger og jeg giver gerne en opdatering.

De fire partier har besluttet, at vi ønsker udviklingen af området. At vi står ved det og vi ønsker en erhvervsudvikling til mindre håndværksvirksomheder og lettere produktion, hvor der ikke er behov for tung trafik.

Vi har besluttet at vi vil lave en detaljeret helhedsplan for området, som beskriver helt præcist hvordan området skal udvikles, byggeri, klimaløsninger, hvilket erhverv der kan være, arkitektur mv. Alt i alt en plan der er så detaljeret at den kan omsættes til en lokalplan.

En helhedsplan giver ikke en byggeret til ejerne, men sætter retningen for, hvad der kan være på området, så ejerne kan forhandle med investorer. Og når den er vedtaget og der er potentielle investorer kan lokalplanen – der giver byggeret – etableres.

Det forventes at arbejdet med helhedsplanen påbegyndes i dette efterår – formentlig inden valget.” (DragørNyheder, Facebook, den 7. august 2025).

Detaljeret helhedsplan.

Vi kan altså forvente os at den ”detaljerede” helhedsplan, som borgmesterens politiske flertal også omtalte tilbage i april måned, er lige på trapperne:

”Vi ønsker at sende et klart signal til ejerne af grundene og kommende investorer om, at vi ønsker at udvikle området. Derfor udarbejder vi en helhedsplan for området og en helhedsplan, der bliver så detaljeret, at den senere kan omsættes til en lokalplan.” (Dragør Nyt, side 15, den 23. april 2025).

Ak ja, nu er er der gået knap fire måneder, og borgerne er stadig ikke blevet præsenteret for noget detaljeret eller konkret omkring det luftige projekt.

Efter flere årtier med projektet i støbeskeen kan borgmesterens politiske flertal utroligt nok ikke fremvise noget så elementært som en projektskitse, en behovsanalyse, en business case eller en helhedsplan for deres 170.000 m² store erhvervs- og industrieventyr i Dragør Nord.

Det er i alle henseender et forbavsende uigennemtænkt og udokumenteret projekt, der naturligvis møder vedvarende borgermodstand, blandt andet fordi politikernes planer om at etablere projektet i det åbne landskab er i direkte modstrid med kommunens grønne erhvervsstrategi og ’Planstrategi – Det flade land og de åbne vidder’, der begge er vedtaget af politikerne selv i 2024.

Endnu en syltekrukke.

Det er mildest talt rystende at følge, hvordan sagen bliver håndteret politisk. Projektet sagsbehandles for vidt åben kommunekasse på ubestemt tid.

Spørgsmålet er, om politikernes såkaldte ’Udarbejdelse af helhedsplan og udvikling af arealet til erhverv’ ikke blot er endnu en syltekrukke, der kan placeres oppe på hylden ved siden af havneudviklingskrukken, PFAS-forureningskrukken og kystsikringskrukken?

Historikken viser, at der er meget lav sandsynlighed for, at vi ser en helhedsplan inden kommunalvalget den 18. november – men forhåbentlig bliver borgerne ved med at spørge ind til det politiske prestigeprojekt under valgkampen.

Hvis man ikke spørger, så får man jo ikke svar.

Projekt ’Dragør Skatepark’ skal ikke miljøvurderes.

På trods af kritiske høringssvar forsøges skateparken placeret på Færgevej ved Dragør Havn.

Det er langtfra alle, der synes, at det er en god idé, at politikerne vil opføre ’Dragør Skatepark’ ved siden af lystsejlere, fiskeskure og beboere i den gamle by.

Ikke desto mindre har dommer Søren Holm Seerup, formand for Fredningsnævnet for København, meddelt dispensation til udførelse af projektet i det delvist fredede område.

Skateparken er kommunalbestyrelsens syvende aktivitetsparkprojekt siden 2018 – de foregående seks projekter var juridiske og demokratiske katastrofer, som alle er blevet lukket ned under kraftig borgermodstand.

Ingen miljøvurdering.

I april 2021 stillede Det Konservative Folkeparti, med Kenneth Gøtterup (C) i spidsen, forslag om at udvide skateområdet mellem Dragør Baadeværft, turistbusholdepladsen, Dragør Bådelaug og Dragør Nyhavn.

Dragør Skatepark vil i sagens natur medføre støj og andre gener for fastboende naboer såvel som overnattende lystsejlere.

På Dragør Rådhus har man indtil videre behandlet projektet i årene 2021, 2022, 2023, 2024 og 2025, selvom Danmarks Naturfredningsforening og Beboerforeningen for Dragør Gamle By i de indledende høringssvar til kommunen har udtalt sig imod projektet.

Nu vil byplanlægger Cecil Lundme Olausson og Dragør Kommunes administration ændre lokalplanen og realisere aktivitetsparken uden foretagelse af behørig miljøvurdering.

Politisk sagsbehandling.

Sagen skal behandles af Klima-, By- og Erhvervsudvalget den 13. august 2025, hvilket du kan læse mere om nedenfor.

Klik her og se:

Dagsorden for sagsbehandling af punktet ‘Beslutning – Forslag til Lokalplan 82 for skateanlæg på Dragør Havn’

’Kort over Dragør Skateparks placering’

’Dragør Kommune – Forslag – Lokalplan 82 – For et skateanlæg på Dragør Havn’

’Dragør Kommune – Forslag – Kommuneplantillæg 6 – Dragør Kommuneplan 2022’

’Fredningsnævnet for København – Dispensation til udførelse af projektet’

’Dragør Kommune – Miljøscreening – Forslag til lokalplan 82 og kommuneplantillæg 6’

Biodiversitet i Dragør?

Enghumlen stiller sulten i en nælde på Kirkevej.

Vi ved alle sammen, at insekterne er på kraftig tilbagegang på verdensplan, hvilket desværre også gælder i Dragør – men hvad kan vi gøre lokalt for at forbedre dyrenes levevilkår?

Biodiversitet på Kirkevej.

Mellem Kirkevej, Slørvej og Rytterager har naturen lavet sin helt egen landingsbane med tilhørende Michelin-restaurant for insekter på den tidligere rullegræsmark, der nu er indhyllet i blomster og andre planter.

Harer, fugle, flagermus, tudser, bier, edderkopper, snegle, biller og sommerfugle stortrives i det nye paradis.

Harerne opholder sig i de levende hegn og bevæger sig ud for at spise urter, græs, blade, bark, kviste og frugter fra markområdet, og de tager jævnligt på besøg hos Andelsboligforeningen Kastaniegården, Parcelforeningen Maglebylund og Grundejerforeningen Skippergården.

Ingen af dyrene savner den golde rullegræsørken, der ikke bød på meget andet end udpining af jorden og en trist monokultur, som står i skærende kontrast til de naturlige økosystemer, der er kendetegnet ved stor biodiversitet og blanding af forskellige planter.

Det er jo bare en mark.

Ja, og nu er den blevet til en skøn kommunal blomstermark, der summer af liv, hvilket Dragør Kommune sagtens kan afgive til vores vilde plante- og dyreliv, som er presset på alle ledder og kanter.

Inden man påbegynder indsatsen for at fremme bestanden af insekter i Dragør, så er det essentielt at gøre sig klart, at insekterne i høj grad mangler egnede levesteder.

En varieret vegetation danner livsgrundlag for mange forskellige dyr, herunder insekterne, som er vigtige bestøvere, der sikrer at blomster, grøntsager og frugttræer sætter frugt og bærer høst.

Insekterne vil gerne leve i urørte naturområder og grøftekanter med vilde hjemmehørende planter, og hvis vi vil gøre noget, der batter, så kræver det omlægning af nogle af kommunens markarealer, hvilket der endda gives økonomisk støtte til, da EU arbejder målrettet på at fremme biodiversiteten i Europa.

Politikere afviser forslag.

Umiddelbart er der vel ikke nogen, der vil undsige sig naturhensyn, som samtidig skæpper i kommunekassen.

Løftet om økonomisk støtte plejer ellers at hjælpe gevaldigt på villigheden og motivationen hos de folkevalgte, men sådan skulle det desværre ikke gå på Dragør Rådhus.

Sidste sommer sagde kommunalbestyrelsens medlemmer fra Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre blankt nej til et forslag om at omlægge den tidligere rullegræsmark til blomsterbestøvet brakmark.

Dette var på trods af, at Dragør Kommune kunne få et engangsbeløb fra EU på knap 400.000 kr., og kommunen ville endvidere modtage lidt over 9.000 kr. i årlig landbrugsstøtte. What’s not to like?

Måske er det på tide at revurdere afvisningen af forslaget om blomstermarken. Andre kommuner og landmænd er allerede i fuld gang, og det kan vi også, hvis der er vilje til det.

Grøn vækst i Dragør.

Det er bare med at komme ud over stepperne, så vi kan give vores vilde plante- og dyreliv en lille smule plads til at brede sig.

Efter sommerferien begynder optakten til kommunalvalget, hvor de politiske partier blandt andet skal redegøre for, hvad de har af grønne visioner for fremtiden.

Det bliver spændende at høre, hvordan lokalpolitikerne konkret vil styrke biodiversiteten i Dragør.

Hvor mange tilmeldte sig fjernvarmeprojektet?

På Dragør Havn har borgerne løbende kunnet følge med i tilmeldingsprocenten.

I kølvandet på nedlukningen af fjernvarmeprojektet er der flere, som har spurgt, hvor mange der egentlig tilmeldte sig fjernvarmen?

Jonglering med tal.

Målsætningen for kampagnen ’Nu eller aldrig – tag stilling til fjernvarme’ var minimum 65% af Dragørs varmebehov, der skulle være dækket af underskrevne og bindende tilmeldinger, for at fjernvarmeprojektet kunne realiseres i Dragør.

Den 26. maj 2025 gik Dragør Fjernvarme A/S og Dragør Kommune ud i offentligheden med en rosenrød fortælling om, at der nu var 33% af varmebehovet, som var dækket af underskrevne kontrakter – men den 10. juni viste det sig, at der reelt var tale om 22,2%.

Få uger før den forlængede tilmeldingsfrist var kun 22,2% af varmebehovet altså tilmeldt, hvoraf Dragør Kommunes eget varmebehov udgjorde 8,8%.

Styr på tallene.

Ifølge Dragør Fjernvarmes opgørelser ’Status på fjernvarmekampagne i Dragør By og Store Magleby’ gjorde følgende sig gældende:

Den 10. juni var der 22,2%, den 23. juni var der 23,3% og den 24. juni var der 23,4% tilmeldte med underskrevne kontrakter.

Hvis man for overblikkets skyld trækker Dragør Kommunes eget varmebehov til kommunale bygninger på 8,8% ud af regnestykket, så ser det således ud:

23,4% – 8,8% = 14,6%.

De retvisende tal.

Ifølge Dragør Fjernvarme kan du altså regne med, at den 24. juni 2025 var 23,4% af varmebehovet tilmeldt med underskrevne og bindende kontrakter.

Heraf var blot 14,6% af varmebehovet tilmeldt blandt private boligejere, boligforeninger og virksomheder i Dragør.

Håber dette kan skabe lidt klarhed over tilmeldingen til det hedengangne fjernvarmeprojekt.

Projektet blev ganske vist lukket ned den 26. juni, men mon ikke vi kommer til at høre meget mere om, hvad der foregik bag kulisserne, og hvorfor det gik så galt?

Klik her og se Dragør Fjernvarmes statusopgørelse på 33% (26. maj 2025).

Klik her og se Dragør Fjernvarmes statusopgørelse på 22,2% (10. juni 2025).

Klik her og se Dragør Fjernvarmes statusopgørelse på 23,3% (23. juni 2025).

Klik her og se Dragør Fjernvarmes statusopgørelse på 23,4% (24. juni 2025).

Skal borgerne betale for lufthavnens PFAS-forurening?

Hovedgrøften blev konstateret kraftigt PFAS-forurenet i 2021.

Virksomheden Københavns Lufthavne A/S vil stadigvæk ikke frivilligt vedkende sig sit erstatningsansvar for den omfattende PFAS-forurening af drikkevandet, jorden, vandløbene og havvandet i Dragør og Tårnby.

Hvem skal betale?

Skadevolderen Københavns Lufthavne A/S, der omsatte for intet mindre end 5 milliarder kroner sidste år, taler nu om en ”udgiftsdeling”, hvis Dragør Kommune fremsætter et ”konkret forslag” om dette.

Klik her og læs Dragør Nyts artikel ’PFAS-oprydning bliver en million dyrere end forventet’

Klik her og se referat af møde i kommunalbestyrelsen ’Beslutning – Frigivelse til oprensning af PFAS-sedimenter i Hovedgrøften’

Klik her og se kort over jord- og vandforureningen i Dragør og Tårnby