Millionlån og forgyldt kommunal direktør.

Endnu en leder har forladt rådhuset.

Lånbuffeten er genoptaget på Dragør Rådhus – denne gang drejer det sig om 15,2 mio. kr., som politikerne har lånt på borgernes vegne.

Samtidig valgte kommunalbestyrelsen i februar 2024 at fyre velfærdsdirektør Asger Villemoes Nielsen, der nu kan forlade Dragør Kommune med intet mindre end 2,1 mio. kr. i baglommen.

Stribevis af opsigelser.

Kommunen har brugt millioner af skattekroner på den omfattende ventilation i ledelseslaget – sideløbende med at der spares benhårdt på de små og de grå i Dragør.

Alene i seneste valgperiode 2018-2021 har følgende ledere selv opsagt sine stillinger på Dragør Rådhus:

Velfærdsdirektør Jesper Reming Tangbæk, skole- og kulturchef Karina Møller, erhvervs- og turismechef Claus Rex, direktør for Plan og Teknik Mette Jeppesen, kommunaldirektør Kenneth Kristensen, borgmester Eik Dahl Bidstrup, kommunaldirektør Henrik Harder samt planchef Javier Corvalán.

Rådhusets svingdør er på svimlende overarbejde, og det er skatteyderne, der betaler regningen.

Eksempelvis fik tidligere kommunaldirektør Kenneth Kristensen 1,3 mio. kr. med sig, og eksborgmester Eik Dahl Bidstrup (V) kunne under heftig borgerkritik pakke 774.347 kr. ned i sin velpolstrede attachémappe, på trods af at han frivilligt forlod borgmesterposten syv måneder før tid, og gentagne gange fik mulighed for at frasige sig eftervederlaget.

Lånbuffet på Dragør Rådhus.

Som nogle sikkert husker, så var Dragør Kommune i 2020 meget tæt på at blive sat under administration af Indenrigsministeriet grundet mangelfuld og fejlslagen økonomistyring på Dragør Rådhus.

Den økonomiske deroute blev yderligere forværret af politikernes hovedløse forsøg på at placere adskillige støjende aktivitetsparkprojekter klos op ad naboer, indføre UNESCO-turisme og etablere en lang havnepromenade, der for lånte penge skulle slange sig hele vejen rundt om fortets voldgrav.

Alle de politiske projekter viste sig ganske enkelt at være juridiske og demokratiske katastrofer.

Det er som bekendt ingen dans på roser, at blive sat under administration af Indenrigsministeriet. Venstre-borgmester og formand for kommunens økonomiudvalg, Eik Dahl Bidstrup, valgte i fællesskab med Dansk Folkeparti, Liste T og Socialdemokratiet at låne sig ud af problemerne.

Det gik ikke så godt. De fire partier formåede inden for ganske kort tid at gældsætte byens borgere med 55 mio. kr. – vel at mærke ud over vores eksisterende gæld i kommunen, der på daværende tidspunkt lød på 135 mio. kr.

Den tidligere kommunalbestyrelse forringede kommunens egenkapital med 190 mio. kr., og nu er den bittersøde lånbuffet på Dragør Rådhus åbnet igen. Det er nok en rigtig dårlig idé.

Som det tydeligt fremgår af TV3’s programserie ’Luksusfælden’, så kan man altså ikke låne sig ud af sine økonomiske problemer.

Lån er ligesom opsparede penge – mange bække små gør en stor å.

Forgyldt kommunal direktør.

I slutningen af februar 2024 blev velfærdsdirektør Asger Villemoes Nielsen afskediget og hjemsendt fra Dragør Rådhus. Hans virke, som én ud af tre direktører i kommunens øverste ledelse, er hermed nået til vejs ende.

Efter det oplyste har der været betydelige udfordringer med at håndtere den triste og kaotiske konflikt i Nordstrandens Vuggestue, der gik ud over personale, forældre og børn samt en række andre sager på kommunens institutions- og fritidsområder.

Hertil kommer de dybt kritisable og borgerunddragende forsøg på at gennemtvinge de hedengangne projekter ’UNESCO i Dragør’ og ’Afgangshallen inklusive fem aktivitetsstationer’.

Sidstnævnte aktivitetsparkprojekt er kraftigt amputeret, og er med et trylleslag blevet omdøbt til det mindre prangende ’Dragør Outdoor Fitness’.

I forlængelse af fyresedlen kan Asger Villemoes Nielsen nu indkassere et gyldent håndtryk på 2.146.981 kr. fra Dragørs skatteborgere – som tak for indsatsen.

Kort over projekt ’Industriområde på Nordre Dragørvej’.

Vandhullet Køjevælen ligger på marken, hvor der skal bygges.

Den politiske vision om, at der skal bygges et erhvervs- og industriområde på 100.000 m² mellem Nordre Dragørvej og Københavns Lufthavn er i støbeskeen.

Intet regnestykke foreligger.

Dragør Kommunes administration kan som sædvanlig ikke fremvise en ’business case’, der beskriver kommunens forventede omkostninger, økonomiske gevinst og risiko for investeringen.

En business case er retfærdiggørelsen af investeringen i projektet, både når det kommer til tid, penge og ressourcer – den måler investeringen op imod den mulige gevinst, der er ved projektet.

Business casen samler størstedelen af informationerne, som kommunalbestyrelsen skal bruge, for at kunne sagsbehandle og sige ja eller nej til projektets videre fremdrift.

Hvem ejer grundene på marken?

Mange borgere har spurgt ind til, hvor store de enkelte matrikler egentlig er, og om det er Dragør Kommune, der ejer grundene?

Klik her og se ’Matrikelkort og ejerforhold’

Klik her og se referat af Økonomiudvalgets møde ’Erhvervsområde Nord – Status på planlægning’

Klik her og se ’Bilag 1: Principper for udvikling af Erhvervsområde Nord’

Klik her og se ’Bilag 2: Overblik over ejendomme’

Fyret kommunal direktør forgyldes.

Én ud af tre kommunale direktører har forladt Dragør Kommune.

På Dragør Rådhus valgte man i februar 2024 at fyre velfærdsdirektør Asger Villemoes Nielsen.

Aktindsigt viser, at han får 2.146.981 kr. med sig i baglommen.

Netavisen Journalista følger op på historien om den fyrede direktørs gyldne håndtryk.

Klik her og læs Journalistas artikel ’Regning til presset kommune for at fyre uønsket direktør: 2.1 millioner kroner’

Grushullerne er nu et parkanlæg.

Nordstrandens fredede naturområde er forvandlet til en trimmet park.

Dragør Kommune påbegyndte sin uvarslede rydning af urter, græs, tjørn, mirabel, hyld og træer i januar 2024.

Vel at mærke uden kommunen har søgt dispensation fra den gældende fredningsbestemmelse for Grushullerne.

Se rydningen af området.

Motorsave og græsslåmaskiner er på overarbejde i disse dage, og nu kan du se status på den igangværende rydning.

Klik her og se fotos af Dragør Kommunes såkaldte ’Pleje af Grushullerne’

Sydstrandsprojektet – en underlig fisk.

Fem motionsredskaber skal placeres lige bagved den store sten.

Dragør Bådelaug får snart nye naboer i form af fem udendørs motionsmaskiner, der skal klemmes ind mellem stien langs den nye havn og bådelavets klubhus. Men hvorfor dog det?

Levn fra en aktivitetspark.

Det vi kommer til at se, er ganske enkelt resterne af politikernes storstilede vision om at anbringe tolv motionsposter på Sydstrandens fredede enge i og omkring Søvangsbakkerne.

Projektet er aldrig blevet navngivet af Dragør Kommune, men den udskældte aktivitetspark kaldes i folkemunde for ”Sydstrandsprojektet”.

Grundet kraftig borgermodstand besluttede Økonomiudvalget modvilligt den 17. maj 2023, at Sydstrandsprojektet skulle rykkes væk fra de fredede strandenge og formindskes betragteligt i omfang.

Senere på året besluttede kommunalbestyrelsen under et møde den 30. november 2023, at administrationen snarest skulle søge om byggetilladelse til projektets placering på Dragør Havn.

Den underlige fisk har nu fundet vej til havnen, og er strandet i græsset ved siden af Dragør Bådelaug.

Hvad koster tanketorsken?

I årene 2019, 2020, 2021, 2022, 2023 og 2024 har kommunens administration og politikere sagsbehandlet Sydstrandsprojektet.

Sagen er indtil videre blevet behandlet to gange i kommunalbestyrelsen, tre gange i Økonomiudvalget og hele fire gange i Klima-, By- og Erhvervsudvalget. Projektet er en forvaltningsmæssig farce, og det koster knaster.

Antallet af motionsmaskiner er ganske vist reduceret fra tolv til fem maskiner, men prisen er stadig nøjagtig den samme – 200.000 kr. for etableringen af hele herligheden i det grønne område.

Hertil kommer de enorme omkostninger for administrationens og politikernes årelange sagsbehandling af projektet i perioden 2019-2024, der vel at mærke ikke er tidsregistreret og takseret af administrationen.

Tankeløse projekter af denne kaliber koster rigtig mange penge, og efter seks års fortløbende sagsbehandling har Dragør Kommune end ikke opnået byggetilladelse til at opføre motionsredskaberne i kystnærhedszonen.

Projekter for enhver pris.

Efter forslag fra partiet Venstre vil kommunalbestyrelsen altså opstille fem supplerende motionsredskaber klos op ad Dragør Bådelaug på Færgevej 8, lige ved siden af den planlagte ’Dragør Skatepark’, som er kommunens syvende aktivitetsparkprojekt siden 2018.

Ja, du læste rigtigt – kommunens syvende aktivitetsparkprojekt – det svarer til, at man på Dragør Rådhus i gennemsnit forsøger at opføre én stor aktivitetspark om året, selvom borgmester Kenneth Gøtterup (C) proklamerer, at der ikke er ”flere byggefelter tilbage” i Dragør. Men pyt med det, så går kommunalbestyrelsen da bare i gang med at bebygge vores fredede områder.

Politikernes kroniske byggesyge er absolut til at tage og føle på. Derfor fortsætter sagsbehandlingen af Sydstrandsprojektet da også med vidt åben kommunekasse i 2024, hvilket falder fuldstændig i tråd med den uansvarlige politiske sagsbehandling af de foregående aktivitetsparkprojekter, der vel at mærke alle er blevet lukket og slukket af borgerne.

Det virker nærmest som om, at lokalpolitikerne bevidst skruer helt ned for høreapparaterne, så de ikke kan høre borgernes saglige indvendinger, og arbejder ud fra devisen: ’Ingen kvaler, skatteborgerne betaler’.

De folkevalgte kan måske i stedet beskæftige sig med de mere kedelige og forsømte ’pligtopgaver’, som de har ’pligt’ til at varetage, men det er åbenbart ikke ligeså sjovt, som at rende rundt og lege selvudnævnte byggematadorer i Dragørs tilbageværende grønne områder.

Strandet prestigeprojekt.

Sydstrandsprojektet er for længst gået til de evige jagtmarker, det er kun politikerne, som ikke vil erkende det.

Set i lyset af, at Dragør Kommune kontinuerligt foretager heftige besparelser og lige har optaget endnu et lån på borgernes vegne, denne gang lydende på 15,2 mio. kr., så er det vist på tide, at kommunalbestyrelsen besinder sig omkring sit evindelige projektmageri.

Få nu venligst stoppet Sydstrandsprojektet én gang for alle – projektet er gået i fisk og er udåndet.

Klik her og se placeringen af de fem motionsredskaber klos op ad Dragør Bådelaug