Kommuneplan vedtaget i blinde.

Det virker som om, at kun et fåtal af de folkevalgte har læst kommuneplanen og høringssvarene. Screenshot: Kommune TV.

Under aftenens møde i kommunalbestyrelsen skulle medlemmerne i fællesskab sagsbehandle forslag til Kommuneplan 2022. Et arbejde der kræver stor indsigt og ansvarsbevidsthed.

Kommuneplanen er gældende for de næste 12 år og kommer til at påvirke alle borgere i Dragør.

Du kan læse forslag til ny kommuneplan og borgernes høringssvar ved at klikke her: ’Kommuneplan 2022 – borgernes høringssvar er klar’.

Famlende sagsbehandling.

De politiske drøftelser om det digre værk på 196 sider blev desværre reduceret til en sludder om ’byfortætning’ og ikke så meget andet.

Ud over at størstedelen af borgernes høringssvar som sædvanlig var kastet i kaminen på Dragør Rådhus, så fremgik det tydeligt, at man ikke havde besværet sig med at sætte sig ind i kommuneplanens mange aspekter – sagsbehandlingen fremstod gnidret, famlende og useriøs.

Liste T var vågne.

Annette Nyvang (T) og Peter Læssøe (T) havde som nogle af de eneste læst grundigt på lektien inden mødet, hvilket bl.a. resulterede i følgende konstatering fra Læssøe:

”Jeg ved ikke, om man kan sige, at vi lytter til borgerne. Det gør vi i forhold til Søvang. Men hvis du har læst hvidbogen og kommentarerne, så er der altså mange spørgsmål, hvor man ikke lytter til borgerne. Hvis man lige tager en tur op i helikopteren, så er det her en gennemomarbejdning af vores kommuneplan, den tidligere var fra 2009. Så nu laver vi et stykke arbejde, hvor vi godt ved, der er en hel række ting i den kommuneplan, med den tekst der ligger lige nu, hvor tingene allerede er forældede – så der er en række afsnit, hvor tingene ikke er sådan længere (…) Nu laver vi altså en totalredigeret kommuneplan, og så skriver vi ikke det rigtige ind i den”.

Beslutning presses igennem.

Efter længerevarende juridisk fikumdik fra borgmesterens og forvaltningens side blev vedtagelsen af kommuneplanen presset igennem, fordi man ifølge Helle Barth (V) havde smølet med en vedtagelse af planen, der skulle være foretaget inden udgangen af sidste valgperiode, nærmere bestemt den 31. december 2021.

Meget uansvarligt og uprofessionelt. I sidste ende er det borgerne i Dragør Kommune, der kommer til at bære det politiske makværks åg.

Klik her og se tv-optagelsen af kommunalbestyrelsens sagsbehandling af Kommuneplan 2022

Klik her og læs referat af kommunalbestyrelsesmødet ’Beslutning – Kommuneplan 2022 til vedtagelse’

Klik her og læs kommunens underkendelse af mange borgeres høringssvar ’Hvidbog – Høringssvar: Forslag til Kommuneplan 2022 for Dragør Kommune’

Status over PFAS-forurening i Dragør.

’Hovedgrøften’ med udløb i Søvangsbugten er blevet forurenet af lufthavnens aktiviteter.

Dragør Kommunes jord, drikkevandslommer og Hovedgrøften er forurenet med PFAS-stoffer, der via brandslukningsskum er spredt over brandøvelsespladserne i Københavns Lufthavn.

Skadelidte er Dragør Kommune og det kommunalt fællesejede vandforsyningsselskab HOFOR A/S – sidstnævnte grundet kontaminerede drikkevandsboringer.

Hvem skal betale regningen?

PFAS, også kaldet evighedskemikalier, er op mod 200.000 gange giftigere end de pesticidrester, der er blevet fundet i vor lokale drikkevandsindvinding.

Indenfor miljøret er der et økonomisk princip om, at det er forureneren, der betaler for forureningsbegrænsende tiltag og genopretning efter miljøskader.

Mandat til forhandling med lufthavn.

På opfordring af Dragør Kommunes forvaltning, har borgmester Kenneth Gøtterup (C) her til aften fået kommunalbestyrelsens mandat til at foretage forhandlinger med Københavns Lufthavne A/S.

Borgmesteren vil forsøge at indgå en frivillig aftale med lufthavnen om etablering af afværgeforanstaltninger samt at holde Dragør Kommune skadefri.

Der er stadigvæk ikke foretaget nogen tiltag med henblik på oprensning af vandløbet Hovedgrøften.

Nu bliver det spændende at følge resultatet af borgmesterens forhandling.

Her er en status over den træge forvaltningsproces:

Klik her og læs referat af kommunalbestyrelsesmødet ’Beslutning – Juridisk vurdering af PFAS-forurening II – næste skridt’

Klik her og se Dragør Kommunes ’Information om PFAS/PFOS’

Borgmester blåstempler Sydstrandsprojekt.

Kenneth Gøtterup (C) karakteriserer Sydstrandsprojektet som en ”sympatisk tanke”. Screenshot: Kommune TV.

Som følge af borgermodstand mod Sydstrandsprojektet har politikerne pålagt forvaltningen at finde en ny placering til etableringen af 12 motionsstationer på Dragørs fredede strandenge.

Dermed fortsætter Dragør Kommunes affredningsturné ned langs Sydstrandens kyst, der mødes med stor bekymring og undren fra byens borgere.

På de sociale medier stiller mange borgere spørgsmålstegn ved, hvorfor politikerne fortsætter med at spilde tid og skattepenge på et upopulært og uønsket aktivitetsparkprojekt, der bemærkelsesværdigt nok kræver affredning af et unikt naturområde.

Det giver absolut ingen mening, men borgmester Kenneth Gøtterup har en anden holdning.

Borgmesterens blåstempling.

Kenneth Gøtterup udtaler:

”Træningsudstyr i den frie natur er besluttet af Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Liste T i budgetvedtagelsen for 2022.

Da vi lavede konstitueringsaftale, indskrev vi en fælles aftale om, at ingen partier ville ændre på budgetaftalen for 2022. Hverken ved at fjerne ting eller tilføje nye emner. Det er en del af en fælles aftale.

Jeg tror, at tanken om træningsudstyr i den frie natur er, at give borgerne mulighed for at kombinere løb og gå ture med noget styrketræning af forskellige art. En sympatisk tanke syntes jeg.

Og vi kan se at de redskaber, der fx er sat op på havnen bliver flittigt brugt. Også meget mere end vi havde troet, da det blev etableret.

Noget andet er så, hvor det er fornuftigt, de skal stå henne, så der tages hensyn til både natur og motionister. Der er ikke truffet en endelig beslutning endnu, så der er mulighed for, at påvirke dette”.

(Kenneth Gøtterup, Facebook, Vores Dragør, 20. oktober 2022).

Affredning af Sydstranden.

Man skal nok være byggelysten politiker for at forstå, hvorfor det er en ”sympatisk tanke” at affrede strandengene i Dragør.

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening er arealet af strandenge i Danmark blevet halveret på blot 100 år, og nu dækker de kun sølle 1 % af det danske landareal. De fredede strandenge langs Amagers sydkyst er derfor en sjælden og bevaringsværdig naturtype i hovedstadsområdet.

Klik her og læs Danmarks Naturfredningsforenings ’Fredninger på Sydamager’

Sydstrandsprojektet fortsætter i 2023.

Strandengene er et yndet udflugtssted for store og små.

I disse dage har Dragør Kommune, Fredningsnævnet og Kystdirektoratet travlt med at affrede adskillige områder begyndende ved Dragør Havn og videre ned langs Sydstrandens kystlinje.

En glidebane er etableret – uden omtanke for den indvirkning projektmageriet får på omgivelserne.

Strandenge bebygges.

Ifølge planen skal der anlægges 2 kajak- og badebroer samt etableres en aktivitetspark bestående af 12 motionsstationer på Sydstranden.

Dyrelivet og naturen må vige, så politikerne kan klippe røde silkebånd over, og få taget nogle fotos af sig selv med champagnebobler i glassene.

Dragørs nye generationer vil opleve en by, som er fravristet mange af de værdier, der ikke kan gøres op i penge og prestige – det åbne land, uberørte strandenge og grønne frirum, der dagligt fungerer som fredfyldte opholdssteder for unge såvel som ældre.

Nyt Sydstrandsprojekt.

Under heftigt pres besluttede politikerne i begyndelsen af september, at Dragør Kommunes forvaltning skulle finde en ny placering til de 12 motionsstationer på Dragørs fredede strandenge.

Tys tys-projektet havde akkumuleret en så høj grad af upopularitet blandt byens borgere, at politikerne med lynets hast fjernede projektet fra dets oprindelige placering i Søvangsbakkerne.

Projektet er desværre stadig omgærdet af borgerunddragelse og hemmelighedskræmmeri, da man ikke mener, borgerne fortjener demokratisk åbenhed.

På trods af at Sydstrandsprojektet finansieres af skatteborgerne, så har det ikke været muligt for borgerne at få et konkret svar på, hvad tidshorisonten er for forvaltningens genbehandling af sagen og tilkendegivelse af en ny placering på Sydstranden.

Men nu viser det sig, at man på Dragør Rådhus har planer om at lade projektet fortsætte ind i det nye år med anseelige omkostninger til følge.

Projektets tidshorisont.

Efter henvendelse til rådhuset er følgende løse tidshorisont modtaget fra kommunaldirektøren:

”Der er ikke udarbejdet en tidsplan for, hvornår projektet om motionsredskaber på Sydstranden skal tilbage til Klima-, By- og Erhvervsudvalget til politisk behandling. Det er dog min forventning, at udvalget vil have fået forelagt en ny sag med forslag til placering af motionsredskaber inden udgangen af 1. kvartal 2023” (Mads Leth-Petersen, Kommunaldirektør, Dragør Kommune, 13. oktober 2022).

Det vil sige, at ifølge direktørens ”forventning” vil det tage forvaltningen op til 7 måneder at foreslå en ny placering på Sydstranden.

Derefter skal Klima-, By- og Erhvervsudvalget sagsbehandle Sydstrandsprojektet for tredje gang.

Sagen er allerede blevet behandlet én gang i Økonomiudvalget, én gang i kommunalbestyrelsen og to gange i Klima-, By- og Erhvervsudvalget – et fuldstændigt skødesløst spild af tid og ressourcer.

Med tanke på kommunens intensive sparerunde, så undrer det kraftigt, at besparelserne ikke gælder politikernes egne prestigeprojekter.

Stop projektet.

Det er en ualmindelig dårlig idé at bebygge fredede områder i Dragør, det ved alle, men nu er glidebanen smurt i sæbe – klar til at skabe eftermælet for den nuværende kommunalbestyrelse.

Dragør Kommune har som bekendt gevaldige udfordringer med PFAS- og pesticidforurening, miljøsvineri og råstofindvinding i Køge Bugt og Øresund, drikkevandsforsyning, varmeforsyning, kystsikring, energikrise samt efterslæb på vedligeholdelse af kommunale bygninger, ejendomme, institutioner, skoler, parkeringspladser, fortove, stier og veje.

Et naturreducerende og tidskonsumerende politikerprojekt på Sydstranden udstråler hverken miljøbevidsthed eller økonomisk ansvarlighed. Det er på tide at vise rettidig omhu og respektere den gældende fredning af Sydstranden.

Stop projektet nu. Lad os være i naturen på dens egne præmisser.

Klik her og se kommunaldirektørens tidshorisont for genbehandling af Sydstrandsprojektet

Klik her og læs referatet af Klima-, By- og Erhvervsudvalgsmødet ’Beslutning – Frigivelse af anlægsbevilling til motionsstier på Sydstranden’

Sydstrandsprojekt stoppes ikke.

Strandstierne ved Sylten snor sig langs kystlinjen.

Søvangsbakkerne er reddet, men politikerne vil stadig bygge på strandengene, og omdanne Sydstranden til en aktivitetspark.

Planen er at placere motionsstier og 10-12 motionsstationer på Dragørs fredede strandenge.

Det er dog svært at øjne den folkelige opbakning til projektet, og med en smule lokalkendskab kan man hurtigt konstatere, at der i forvejen er masser af stier på Sydstranden. Ja, der er faktisk stier i kilometervis på kryds og tværs af hele kyststrækningen.

Sydstrandens fredede enge strækker sig fra Dragør Havn til Kongelunden.

Borgere og turister benytter aktivt stranden hele året rundt til naturvandring, hundeluftning, fuglekiggeri, løbeture og udflugtssted.

Fredede strandenge.

Mon ikke man bare skulle holde fingrene fra strandengene? De er ikke til pynt, men vi bør passe på dem i fællesskab.

På strandenegene er der allerede rig mulighed for legemsøvelser – det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvilken motionsform man ynder at dyrke. Eksempelvis løb, almindelig gang, stavgang, cykeltur og kitesurfing.

Mens man dyrker motion har man mulighed for at opleve forunderlig fauna og flora. Især de blomstrende græsser er gode for øjnene.

Projektet stoppes ikke.

Under aftenens møde i Klima-, By- og Erhvervsudvalget fik politikerne endnu en gang kolde fødder og sendte det upopulære Sydstrandsprojekt tilbage til Dragør Kommunes forvaltning.

Her kan man se sagsbehandlingens omkostningstunge forløb alene indenfor den seneste måned:

1) Klima-, By- og Erhvervsudvalget (10. august 2022).

2) Økonomiudvalget (18. august 2022).

3) Kommunalbestyrelsen (25. august 2022). Sendt retur til Klima-, By- og Erhvervsudvalget.

4) Klima-, By- og Erhvervsudvalget (7. september 2022). Sendt retur til forvaltningen.

Dermed skal der forbruges yderligere forvaltningsmæssig tid og ressourcer på projektet – politikerne har åbenbart helt glemt sparerunden.

Det er en alvorlig sag at tage penge væk fra de små og de grå i en benhård sparerunde, mens man endnu en gang hovedkulds kaster sig ind i minefeltet af uønskede og underbudgetterede aktivitetsparkprojekter, der finansieres af borgernes skatteindbetalinger.

Sparerunden gælder vanen tro ikke politikernes egne projekter, som vi tidligere har set i Copenhagen White Water Park-sagen (2016-2019), der satte byen på den anden ende.

Forvaltningskarrusel.

Klima-, By- og Erhvervsudvalget vil nu have, at Dragør Kommunes forvaltning stiller forslag om, hvor motionsstierne og motionsredskaberne skal placeres på Sydstranden.

Det er en farce. Borgerne kan så pænt vente på, at projektet atter trækkes gennem forvaltningskarrusellen, for derefter at blive lagt ned i næste uge, til næste år eller året efter med betragtelige omkostninger til følge.

Med tanke på Dragør Kommunes økonomiske situation og gevaldige udfordringer, så er det måske mere hensigtsmæssigt at lukke Sydstrandsprojektet nu. Hellere før end senere.

Næste generation.

Vi er mange, der ønsker at værne om Dragørs tilbageværende grønne områder, som vi skal overlevere til vores børn og børnebørn.

Det er værd at huske på, at når de nuværende politikere er væk fra kommunalbestyrelsen, så er borgerne her stadig – der er altid vilje og styrke til at kæmpe.

Sydstrandsprojektet er uigennemtænkt og unødvendigt. Det bliver et stort ”NEJ TAK” herfra.

Klik her og læs referatet af Klima-, By- og Erhvervsudvalgsmødet ’Beslutning – Frigivelse af anlægsbevilling til motionsstier på Sydstranden’