Fjernvarmeprojekt i modvind.

Tæt på deadline skranter kommunens fjernvarmeprojekt med kun 22,2% tilmeldte.

Alt tyder på, at Dragør Kommune ikke opnår de ønskede 65%, som er kampagnemålsætningen.

Det enorme anlægsprojekt er øjensynlig ikke noget, der appellerer til dragørborgernes behov.

Kreativ jonglering med tal.

Kampagnen ’Nu eller aldrig – tag stilling til fjernvarme’ har kørt siden midten af januar måned 2025.

I maj måned gik Dragør Fjernvarme A/S og Dragør Kommune ud i offentligheden med en særdeles kreativ historie om, at der nu var 33% underskrevne kontrakter – og derefter i juni måned viser det sig, at der reelt kun er tale om 22,2% underskrevne kontrakter.

Her få uger før den forlængede tilmeldingsfrist er der altså kun 22,2% tilmeldte, hvoraf Dragør Kommunes eget varmebehov til kommunale bygninger udgør 8,8%.

Tilmeldingsfristen er den 30. juni 2025, og det bliver yderst interessant at se, hvor vi lander i slutningen af måneden.

Klik her og se Dragør Fjernvarmes statusopgørelse på 33% (26. maj 2025).

Klik her og se Dragør Fjernvarmes statusopgørelse på 22,2% (10. juni 2025).

Sydstrandsprojektet fra det ydre rum.

Syv futuristiske skeletter er opstillet i en rundkreds ved bådelavets klubhus.

Alt imens der parlamenteres om en regnbuefarvet bænk, der er malet i de forkerte farver, og en hjemløs granithavfrue med struttende bryster, så har Dragør Bådelaug fået nye naboer i form af syv skeletlignende rumvæsner. Hvad i alverden er det, der foregår?

Forulykket rumskib.

Det vi ser, er ganske enkelt resterne af politikernes forliste vision om at anbringe tolv motionsmaskiner på Sydstrandens fredede enge i og omkring Søvangsbakkerne.

Visionen er aldrig blevet navngivet af Dragør Kommune, men den upopulære aktivitetspark, som har mødt kraftig borgermodstand, kaldes i folkemunde for ”Sydstrandsprojektet”.

Med den nye placering ved bådelavets klubhus er antallet af træningsmaskiner ganske vist reduceret fra tolv til syv maskiner, men prisen er stadig nøjagtig den samme – 200.000 kr. for etableringen af hele herligheden i det grønne område ved havnen. Ingen kvaler, skatteborgerne betaler.

Helt på månen.

Efter forslag fra partiet Venstre har kommunen altså opstillet de futuristiske motionsmaskiner klos op ad Dragør Bådelaug på Færgevej 8, lige ved siden af den planlagte ’Dragør Skatepark’, som er politikernes syvende aktivitetsparkprojekt siden 2018.

Hertil kommer de enorme omkostninger for politikernes og administrationens årelange sagsbehandling af Sydstrandsprojektet i perioden 2019-2025, der vel at mærke ikke er tidsregistreret og takseret af Center for Plan, Teknik og Erhverv på rådhuset.

Der hersker ingen tvivl om, at tankeløse projekter af denne kaliber koster rigtig mange skattekroner, og efter syv års fortløbende sagsbehandling for vidt åben kommunekasse har rumvæsnerne nu foretaget en hård landing i Dragørs kystnærhedszone.

Nyd det udenjordiske liv i runddans, hvis du kommer forbi havnen – rumvæsnerne er vistnok venligsindede.

Klik her og se politikernes oprindelige projektforslag i Søvangsbakkerne

Mileway får afslag på igangsætning af lokalplan.

Logistikinvestoren Mileway er ejet af den amerikanske kapitalfond Blackstone.

Efter aftenens sagsbehandling i kommunalbestyrelsen har Mileway fået afslag på, at der skal udarbejdes en lokalplanlægning, som kun omhandler Mileways projekt.

Tiden vil vise, om Mileway nu opgiver sit miljø- og trafikbelastende projekt i Dragør.

Klik her og se referatet af mødet i kommunalbestyrelsen ’Beslutning – Igangsætning af lokalplan for del af Erhvervsområde Nord’

Nedlukning af nyt erhvervs- og industriområde på Nord?

Flemming Blønd (L) og Annette Nyvang (T) mener ikke projektet vil medføre nogen merværdi for Dragør. Screenshot: Kommune TV.

I aften har kommunalbestyrelsen behandlet dagsordenpunktet ’Medlemsforslag fra ACMV – Udarbejdelse af helhedsplan og udvikling af arealet til erhverv’.

Forslaget om helhedsplanen er stillet af Socialdemokratiet (A), Det Konservative Folkeparti (C), Moderaterne (M) og Venstre (V).

Et stort erhvervs- og industriområde ønskes placeret på det grønne mark- og naturområde mellem Ryvej, A.P. Møllers Allé og Nordre Dragørvej.

Hvad blev resultatet?

Liste T (T) og Sydamagerlisten (L) stillede forslag om, at helhedsplanen og hele projektet stoppes, da det ikke vil bidrage positivt til borgernes liv i Dragør – og ingen har kunne redegøre for nogen positive effekter for borgerne.

Det korte sportsresultat kommer her:

4 stemmer for, at erhvervs- og industriområdet stopper ved Liste T og Sydamagerlisten.

11 stemmer for, at der skal udarbejdes en helhedsplan for erhvervs- og industriområdet, så projektet kan fortsætte ved Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Moderaterne og Venstre.

Klik her og se kommunalbestyrelsens sagsbehandling på Kommune TV

Klik her og se afstemningsresultatet fra Dragør Byrådssal

Klik her og læs referatet af ’Medlemsforslag fra ACMV – Udarbejdelse af helhedsplan og udvikling af arealet til erhverv’

Derfor siger Liste T nej til nyt erhvervsområde på Nord.

Et nyt erhvervsområde i det åbne landskab flugter ikke med kommunens grønne erhvervsstrategi.

I lighed med mange borgere har Liste T gennem længere tid været bekymret over trafikstigningen i forbindelse med det planlagte erhvervs- og industriområde – nu kan du få en udførlig begrundelse for, at det tværpolitiske parti siger nej til at fortsætte med projektet.

Klik her og læs Liste T’s indlæg i lokalavisen Dragør Nyt ’Nej til nyt erhvervsområde på Nord’