Skybrud på Sydvestpynten.

TAMU-centrets marker ligger på fjerde uge stadig under vand.

I kølvandet på stormfloden den 20. oktober 2023 er boligområdet ved Sydvestpynten blevet ramt af et skybrud den 16. november 2023.

Umiddelbart efter stormfloden valgte Dragør Kommune at stoppe for pumperne, der skulle lede vandet fra TAMU’s marker væk.

Jorden i området er nu fuldstændig vandmættet, og kloakker såvel som afvandingsgrøfter kan ikke følge med de massive vandmængder, der under gårsdagens skybrud endnu en gang fandt vej til haver og boliger.

Klik her og læs ’Boligområder på Sydamager hårdt ramt af oversvømmelser’

Udkast til statusrapport om PFAS-forurening.

PFAS-forureningen bevæger sig dagligt langt udenfor lufthavnens trådhegn.

Aktindsigt viser, at Københavns Lufthavne A/S påstår, at lufthavnen ikke har ”objektivt ansvar” for den vidtfavnende PFAS-forurening af drikkevandet, jorden, vandløbene og havvandet i Dragør Kommune og Tårnby Kommune.

Påstanden og statusrapporten er vel at mærke ikke offentliggjort.

Lufthavnen forsøger altså at frikende sig selv – og borgmestrene Kenneth Gøtterup (C) og Allan S. Andersen (A) har vanen tro lagt sig på maven for den magtfulde og storforurenende virksomhed på Amager.

Håndtering af PFAS-sagen syltes.

Nu kan du læse om samarbejdsprojektet mellem Dragør Kommune, Tårnby Kommune og Københavns Lufthavne A/S.

Ganske som forventet var etableringen af den såkaldte ’arbejdsgruppe’ i 2022 blot endnu et tiltag for at forhale og dysse den tabubelagte forureningssag ned.

Udkastet af statusrapporten er spækket med spin, ansvarsforflygtigelse og vigtig viden som fortløbende tilbageholdes for offentligheden.

Klik her og læs ’Udkast til statusrapport til fælles koordinering af håndtering af PFAS-forurening i og omkring Københavns Lufthavn (CPH)’

Hvor bliver digerne af?

Helårsboliger og sommerhuse er skadet af stormfloden på Sydvestpynten.

”Vi slap med skrækken”, skrev Dragør Kommunes borgmester Kenneth Gøtterup på flere lokale facebookgrupper morgenen efter oktoberstormens rasen. Men det er ikke sandt.

Borgmesteren havde ganske vist tørre fødder, men det var der andre, der ikke havde.

Sejl i jeres egen sø.

Sydvestpynten blev endnu en gang hårdt ramt af højvandet, og de forsømte diger kunne hverken holde stormfloden eller boligejernes undren over borgmesterens misvisende facebookopslag tilbage.

Siden 2007 har beboerne på Sydvestpynten bedt Dragør Kommune og lokalpolitikerne om at etablere en ordentlig digeløsning, men hverken utallige appeller, årelang dialog eller juridiske krav har hjulpet en døjt.

Dragør Kommunes ledelse og administration ’nulstiller’ gang på gang beboernes efterspørgsel om at få en holdbar og nødvendig kystsikring, der kan beskytte folks hjem på Sydvestpynten.

Man lytter ganske enkelt ikke til borgerne og deres indgående lokalkendskab, som kommunen med fordel kunne drage stor nytte af, hvis man vel at mærke gad at høre efter.

Endnu en oversvømmelse.

Sydvestpynten er det absolut mest udsatte område i Dragør, og området ligger i ét af de ti udpegede risikoområder for oversvømmelse i henhold til EU’s oversvømmelsesdirektiv.

Nu står vi som forudset i endnu en ulykkelig situation, nøjagtig som under ’Den stille stormflod’ i januar 2017, hvor adskillige ejendomme langs Kalvebodvej blev oversvømmet. De selvsamme helårsboliger og sommerhuse har nu atter fået uønsket besøg af højvandet under ’Oktoberstormfloden’ i oktober 2023.

For få uger siden i Kongelunden og på Sydvestpynten stod huse under vand, strømmen var gået og der var opstigende kloakvand i folks hjem. Det er bare ikke godt nok. Det giver Sydvestpyntens indbyggere langvarige vanskeligheder både personligt, familiemæssigt og økonomisk. Men hvor bliver digerne af?

Siden 2018 har Kongelundens Grundejerforening kæmpet for at få et dige på de gamle strandvolde, hvilket også er den mest ’omkostningseffektive’ løsning – altså det billigst mulige tiltag.

Denne digeløsning kunne være igangsat for mange år siden, men processen forhales – det er vist på høje tid, at kommunalbestyrelsen vågner op af sin tornerosesøvn, lytter til borgerne og skrider til handling nu.

Grundvandet stiger.

I kølvandet på stormen i oktober er Sydvestpyntens beboere tillige blevet ramt af rekordstore mængder regn.

Når det regner over en lang periode, kommer der mere vand under jorden og fylder de grundvandslommer, som ligger under jorden. Det får det såkaldte ’grundvandsspejl’, der betegner overfladen af grundvandet, til at stige, så vandet på et tidspunkt kommer op til overfladen.

Stormfloden fra Køge Bugt og grundvandsstigningen er i kombination en udfordring, der skaber gevaldige problemer i det lavtliggende område.

De berørte boligejeres grunde er sumpede og TAMU-centrets store markarealer står stadig under vand flere uger efter stormfloden.

Havvandet og regnvandet kan simpelthen ikke komme væk, da jorden og sandet er mættet med vand.

Fremtidige stormfloder.

Så nej, det var ikke alle i Dragør, der ”slap med skrækken”, som borgmesteren hævder. Men man må jo håbe, at alvoren langt om længe er ved at gå op for de øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer, der har været fuldstændig tavse omkring oversvømmelsesskaderne på Sydamager.

Efter ’Oktoberstormfloden’ stod Sydvestpyntens beboere i menneskekæde og byggede dæmning, for at redde huse på Kalvebodvej, men elektriciteten og kloakkerne i lokalområdet er stadigvæk meget ustabile.

Eftersom dette års stormflodssæson varer fire-fem måneder endnu, så gælder det om at krydse alt, hvad man har, ud over sine fingre. Man kan dog ikke forlade sig på håb alene, der skal andre boller på suppen i Dragør Kommune.

I stedet for flere evighedsdiskussioner om forkromede digeløsninger og prætentiøse arkitektkonkurrencer, så vil det være rart at se nogen i kommunalbestyrelsen, der rent faktisk gør noget for at sætte stormflodssikringen i gang.

Det er ikke rimeligt, at borgerne på Sydvestpynten skal leve med en konstant bekymring for oversvømmelse, og fortløbende skal deltage i et ufrivilligt tovtrækkeri med kommunen, der indtil videre har stået på i årtier.

Diger efterlyses.

Hvis vi i fællesskab vil beskytte os mod vandmasserne på bedste vis, så må Sydvestpynten vel også indgå som en del af det ’rigtige’ Dragør, i særdeleshed når der sagsbehandles kystsikring på Dragør Rådhus.

Det forudsætter, at politikerne og administrationen dropper den demokratiske skinproces og er lydhøre overfor, at beboerne med rette appellerer om at få realiseret digeprojektet uden yderligere ophold og flere bureaukratiske syltekrukkeforslag.

Tryk venligst på startknappen til digerne – der bør handles nu!

P-pladser på Stejlepladsen.

Stejlepladsens pæleskov er en vigtig del af miljøet på Dragør Havn.

Ifølge ’Forhøring om udvidelse af Stejleparkering som erstatningsparkering for etablering af cykelbaner på Vestgrønningen’ vil Dragør Kommune udvide parkeringspladsen ved siden af Stejlepladsen.

Uhensigtsmæssig byplanlægning.

Med tanke på, at kommunens administration er ved at omdanne landjorden på Dragør Havn til én stor parkeringsplads for biler og busser, så er det måske på tide at stoppe op og prioritere den maritime historie og havnemiljøet, som vi lokale, og turister fra alverdens lande sætter stor pris på.

Forslaget kan med rette kategoriseres som uhensigtsmæssig og tankeløs byplanlægning, der ganske vist sparer folk for nogle få skridt, men til gengæld går det stik imod tankegangen om, at vi i Dragør nænsomt tager hånd om alt bevaringsværdigt.

Stejlepladsen bør bevares.

Det er den omvendte verden, at man på Dragør Rådhus vil fjerne en vigtig del af havnens historie, for dermed at skabe parkeringspladser til besøgende, der netop kommer til Dragør for at opleve byens charme og interessante historie som havneby.

Bevar venligst Stejlepladsen – året rundt er der som bekendt masser af parkeringsmuligheder, især på de store bilparkeringsanlæg henholdsvis ved det nye værft og den nye havn.

Sidstnævnte er en kæmpe parkeringsplads, som med fordel kan gøres mere attraktiv for fastboende såvel som gæster, hvis man fjerner grusbelægningen og de grove sten – for derefter at asfaltere.

Klik her og læs ’Ikonisk stejleplads nedlægges’