Værftsgrund sat i udbud.

Den gamle bådeværftsgrund er kraftigt forurenet.

Dragør Kommune udbyder nu den gamle værftsgrund til udlejning. Det offentlige udbud af værftsgrunden løber i perioden den 15. februar 2024 til og med den 13. juli 2023.

Forurenet grund.

Den 1.311 m² store værftsgrund med 764 m² bygninger er efter sigende forurenet med kadmium, bly, opløsningsmidler samt olie- og benzinprodukter.

Kommunalbestyrelsen har i årevis undladt at tage stilling til, hvordan forureningen af grunden kan håndteres bedst muligt.

Ifølge Dragør Kommune skal jordforureningen enten indkapsles eller oprenses – sidstnævnte er den dyreste, men også den mest ansvarsbevidste løsning.

Kommunens administration har dog stadigvæk ikke undersøgt, hvad det koster at komme forureningen til livs. Hvorfor vides ikke.

Kommunens ansvar.

Ved kommunalbestyrelsens seneste sagsbehandling af udlejning af værftsgrunden den 25. januar 2024 ønskede det tværpolitiske parti, Liste T, at kommunen “selv tager ansvar for forureningen på ejendommen”, men det faldt ikke i god jord.

I udbudsmaterialet nævnes forureningen af værftsgrunden da også kun overfladisk i én enkelt sætning:

”Ejendommen udlejes uden ansvar for Dragør Kommune, herunder også uden forurenings- og oprensningsansvar.” (EDC Erhverv, Offentligt udbudsmateriale – ejendommen på Gammel Havn 12).

Det er meget tydeligt, at man ikke ønsker at tale om forureningen, og i særdeleshed heller ikke om kommunens manglende håndtering af forureningssagen.

Klik her og se annonce og fotos ’Offentlig udbud – udlejning af Gl. Havn 12. En tidligere værftsgrund med eller uden byggeri’

Klik her og se ’Forurenet værftsgrund udlejes’

Hvalsafari på Sydvestpynten.

Hvaler og svaner trives side om side i det oversvømmede område.

Hvis du har slået vejen forbi Sydvestpynten, indenfor den seneste uges tid, så har du fået dig et billigt grin.

Humoristisk kunstværk.

Med glimt i øjet har en dragørborger kommenteret på den manglende handlekraft i sagen om den vedvarende oversvømmelse af Sydvestpynten, der tog sin begyndelse med ’Oktoberstormfloden’ for fire måneder siden.

På de lokale facebookgrupper i Dragør kan man læse følgende:

”Breaking News! Hvaler spottet ved Sydvestpynten. I dag er der observeret to hvaler, der boltrer sig i vandet på de oversvømmede arealer ved Kalvebodvej.” (Facebook, Vores Dragør, 14. februar 2024).

De to blå hvaler, hvalsafari-skiltet og vandmasserne tæt på beboelse har sat sagen i relief og fået de helt store smil frem på folks læber.

Midt i det våde miljø er humoren åbenbart den knap, der forhindrer, at man går ud af flippen – når man som husejer på fjerde måned skal døje med vandskader, opstigende kloakvand og strømafbrydelser.

Kystsikring efterlyses.

I kølvandet på stormfloden i oktober 2023 er Sydvestpyntens beboere tillige blevet ramt af rekordstore mængder regn henover efteråret og vinteren.

På markerne, hvor de oppustelige hvaler boltrer sig, står vandet i disse dage tolv centimeter højere end nabohusenes sokler. Grøfterne er også fyldt til randen.

Havvandet og regnvandet kan simpelthen ikke komme væk, eftersom jorden og sandet er mættet med vand.

Indtil vandet er ledt væk skal beboerne på Sydvestpynten leve med en daglig bekymring for flere oversvømmelser og nye vandskader, hvilket giver langvarige problemer både personligt, familiemæssigt og økonomisk.

Kongelundens Grundejerforening har i årevis kæmpet for at få et dige på de gamle strandvolde. Denne digeløsning kunne være igangsat for mange år siden, men processen plasker stadigvæk hvileløst rundt i den kommunale syltekrukke.

Slut med tomgangssnak.

Mon ikke det muntre og tankevækkende kunstværk på Kalvebodvej kan minde administrationen, direktionen og kommunalbestyrelsen på Dragør Rådhus om, at der skal handles i sagen om kystsikring i Dragør.

Der er blevet snakket nok, nu bør der sørges for afvanding på Sydvestpynten og gennemførelse af kystbeskyttelsen, som er blevet efterlyst i årtier.

Godt gjort er meget bedre, end godt sagt.

Klik her og se facebookopslaget ’Hvaler spottet ved Sydvestpynten’

Klik her og læs ’Hvor bliver digerne af?’

Klik her og læs ’Sydvestpynten ramt igen’

Græsslåning i fredede naturområder.

Dragør Kommune foretager intensiv græsslåning i strid med naturbeskyttelsesloven.

Foråret er lige om hjørnet, og Tårnby Kommunes miljøafdeling har, som tilsynsførende myndighed, gjort Dragør Kommune bekendt med, at Vej- og Gartnerafdelingen ikke længere må køre de kommunale græsslåmaskiner igennem fredede naturområder adskillige gange i vækstsæsonen.

En plejeplan må som bekendt ikke være i strid med fredningen, men et stædigt politisk flertal på Dragør Rådhus har dog ikke tænkt sig at lytte efter det velmenende påbud fra Tårnby Kommune.

Kystområdet Sydamager er fredet.

Der er især fokus på Dragør Kommunes såkaldte ’pleje’ af naturområderne mellem Søndre Strandvej og Dragør Fort.

I en undersøgelse fra sensommeren 2023 klargør Tårnby Kommune:

Det er Tårnby Kommunes vurdering som tilsynsmyndighed for fredningen af Kystområdet Sydamager, at en omlægning af driften af Delområderne A, B og C så områderne fremover bliver plejet som brugsplæner ved maskinel græsslåning som en del af den almindelige pleje af kommunens offentlige arealer, er i strid med fredningens særbestemmelse for Delområde 3, idet området i fredningen er udlagt til ekstensive rekreative formål og derfor forudsætter en forudgående dispensation fra fredningen.

Dragør Kommune henvises derfor til at ansøge Fredningsnævnet om dispensation fra fredningen, hvis områderne A, B og C ønskes at blive plejet som brugsplæner gennem en intensiv maskinel græsslåning.” (Anette Pedersen, leder for By, Miljø og Klima, Tårnby Kommune, 30. august 2023).

Flertal vil fortsætte intensiv græsslåning.

Med borgmesteren i spidsen vil Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre søge om dispensation fra den gældende fredning hos Fredningsnævnet.

Målet er, at konstitueringspartierne vil fortsætte med at klippe alle væksterne ned, og holde områderne som velfriserede prydplæner, hvilket overhovedet ikke falder i tråd med politikernes løfte om at fremme biodiversiteten i Dragør.

Politikernes vante stædighed, og manglende forståelse for naturens mekanismer, vinder endnu en gang over plante- og dyrelivets trivsel.

Nogle mennesker vil bare ikke lytte til fornuft – de hører kun sig selv.

Klik her og se Tårnby Kommunes ’Vurdering af §3-status for tre kystnære delområder i Dragør Kommune’ (30. august 2023)

Klik her og se Dragør Kommunes ’Pleje fremover’ (8. november 2023)

Klik her og se ændret pleje omkring Delområde C ’Kys frøen på Batterivej’ (14. januar 2024)

Tunnelarbejde yderligere forsinket.

Skolestien er fortsat under renovering, og der arbejdes sjældent i tunnelen.

I begyndelsen af oktober 2023 påbegyndte Dragør Kommune renoveringen af tunnelen under Hartkornsvej med en forventet varighed på 4-6 uger, men tidsplanen og budgettet er gået fløjten.

Ingen varsling om lukning af tunnel.

Mange forældre undrer sig kraftigt over, hvorfor kommunen ikke på behørig vis har informeret borgerne om projektets igangsættelse og nuværende status, da stitunnelen er en del af ’sikker skolevej’ for store såvel som små børn, der færdes på egen hånd.

Det vides endnu ikke, hvornår kommunens administration afslutter projektet, men som arbejdstempoet ser ud nu, så har det meget lange udsigter.

Endnu en forsinkelse af tunnelåbning.

Her er Dragør Kommunes forventede renoveringstid af tunnelen, som Klima-, By- og Erhvervsudvalget er blevet præsenteret for af administrationen:

1) Begyndelsen eller midten af november 2023 – ikke udført – tidsplan og budget er overskredet.

2) Begyndelsen af januar 2024 – ikke udført – tidsplan og budget er overskredet.

3) Februar 2024 – projektet er stadig i gang – ny tidsplan og forøgede omkostninger er ukendte.

Manglende kontinuerligt arbejde i tunnel.

Renoveringsprojektet trækker nu yderligere ud, og kommunens administration hævder, at det skyldes ”dårligt vejr”, men manglende kontinuerligt arbejde i stitunnelen er øjensynlig også en medvirkende faktor.

Til daglig kan man desværre konstatere, at Dragør Kommune og HOFOR A/S ikke prioriterer renoveringsprojektet og ’sikker skolevej’ særlig højt.

I stedet for de planlagte 4-6 ugers renovering er der nu gået 4 måneder, hvilket endnu en gang viser, at kommunens Center for Plan, Teknik og Erhverv ikke ligefrem er danmarksmestre i projektstyring.

Projektet burde være afsluttet for længst, så tunnelen og skolevejen kan blive genåbnet.

Klik her og se fotos af projektets nuværende status (5. februar 2024)

Grushullerne ryddes uden dispensation.

Rydningen af det fredede naturområde er sat i gang.

Dragør Kommune påbegyndte sin uvarslede rydning af urter, græs, tjørn, mirabel, hyld og træer i januar 2024 – men nu viser det sig, at kommunen mangler en dispensation.

Ryd først, spørg bagefter.

Den omfattende rydning af Grushullerne er altså sat i gang uden nogen form for varsling til borgerne, og Dragør Kommune har vel at mærke ikke fået dispensation fra den gældende fredning.

Man forsøger tillige at give indtrykket af, at Tårnby Kommunes miljøafdeling, som en del af det forpligtende kommunale samarbejde, kan vurdere og godkende tilsidesættelsen af naturområdets fredningsbestemmelser, men dette er ikke korrekt – det er udelukkende Fredningsnævnet, som kan træffe den slags eventuelle beslutninger.

Kommunen har end ikke søgt om dispensation hos Fredningsnævnet for København.

Politikernes stillingtagen.

Først nu på onsdag den 7. februar 2024 skal sagen fremlægges til politisk behandling for Klima-, By- og Erhvervsudvalget på Dragør Rådhus:

”Administrationen udfører plejetiltag i det fredede område Grushullerne i 1. kvartal 2024 for at genoprette naturarealerne som udyrkede græsarealer (…) En fremtidig plejeplan, der omfatter årlig maskinel slåning er ikke i overensstemmelse med fredningsdeklarationen, som kræver afgræsning ved aftøjring, som er en forældet plejeform. Hvis udvalget godkender plejeplanen med årlig maskinel slåning, vil en ansøgning herom blive sendt til Fredningsnævnet for København i 1. kvartal 2024.” (Dagsorden, Klima-, By- og Erhvervsudvalget, ’Beslutning – Plejeplan for Grushullerne’, 7. februar 2024).

Det er åbenbart nemmere for Dragør Kommune, at bede om tilgivelse, end om tilladelse.

Klik her og se dagsordenen for KBEU ’Beslutning – Plejeplan for Grushullerne’

Klik her og se ’Grushullerne angivet på kommunekort’

Klik her og se ’Forslag til plejeplan for Grushullerne’

Klik her og se kommunens påbegyndte rydning af naturområdet