Projekt ’Dragør Industriby’ inddeles i flere og flere stykker.
Som bekendt kan cargokagen skæres op i mange stykker, men kagen bliver ikke mindre af det.
Cargokagen kan også dækkes med et lag flødeskum – så vi ikke kan se, hvad der venter os under det lækre skum.
Manglende behovsanalyse.
I lokalavisen Dragør Nyt kunne man den 21. august 2024 læse et indlæg med overskriften ’Erhvervsudvikling på Nord’.
Indlægget havde Det Konservative Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne som afsendere.
Politikerne skriver følgende til borgerne i Dragør:
”Derfor har Konservative, Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne på mødet i Klima-, By- og Erhvervsudvalget den 13. august besluttet følgende:
1. Forvaltningen fremlægger et notat for, der belyser hvilke muligheder Dragør Kommune har for at etablere en erhvervsudvikling med virksomheder inden for miljøklasse 2 og 3, således at der kan etableres mindre håndværkervirksomheder og lettere produktion i lighed med flere af de virksomheder, som allerede er beliggende på A. P. Møllers Allé.” (Dragør Nyt, side 8, den 21. august 2024).
Det er jo ren flødeskum for øregangene med en håndsrækning til de lokale og ikke-lokale selvstændige, da de er vigtige for de fleste af os, som bor i kommunen.
Spørgsmålet er blot, om de mindre selvstændige har det beskrevne behov, der kræver et nyt 170.000 kvm industriområde. Altså tre gange så meget, som det der allerede ligger på A.P. Møllers Allé?
Vi ved det ikke. Er der i det hele taget nogen på Dragør Rådhus, der ved, om lokale mindre selvstændige har brug for mere plads?
For den behovsanalyse, der burde ligge til grund for beslutningen i Klima-, By- og Erhvervsudvalget, er ikke foretaget.
Svaret på spørgsmålet om et behov er umiddelbart ”nej”.
Det seneste udspil fra Det Konservative Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne er et tykt lag flødeskum, der er bredt ud over cargokagen – så vi ikke skal se det underlæggende.
Industri og transport.
Vi skal alle sammen huske på, at politikerne i Dragør Kommune igennem 19 år har forsøgt at få udlagt arealet i nord til industri, og efter to årtier giver staten pludselig Dragør Kommune muligheden.
Når staten, der for øvrigt ejer 39,2% af Københavns Lufthavn, kommer med denne ’industrigave’ til os alle, der bor i Dragør, er der måske nogle bagvedliggende betingelser, som følger med.
I referatet af Klima- By- og Erhvervsudvalgsmødet den 14. august 2024, under punkt 1 i dagsordenen: ’Beslutning – Godkendelse af projekt for del af Erhvervsområde Nord’, er der et bilag med titlen ’Oplæg til foroffentligheden’, hvori følgende kan læses:
”Virksomhedstyper. Fra ministeriets side (red. Indenrigs- og Boligministeriet) er det en betingelse, at området kun udlægges til erhverv, som ikke er støjfølsomt, og dermed ikke begrænser lufthavnens drifts- og udviklingsmuligheder. Ifølge landsplandirektivet er det erhverv som f.eks. industri- og produktionserhverv, transport- og logistikvirksomheder og lagerfaciliteter.
Arealerne kan derimod ikke udlægges til andre mere støjfølsomme erhverv såsom kontorer, institutioner, liberale erhverv, hotel, restauration mv. Der vil således overvejende være tale om virksomheder med relativ stor andel af tung trafik, som dels vil stille krav til den overordnede trafikbetjening af området, og dels vil stille krav til udformningen af områdets nye veje.” (KBEU-møde, Bilag 2 ’Oplæg til foroffentligheden’, side 1-2, Dragør Rådhus, den 14. august 2024).
Måske skal en stor del af forklaringen på, at Liste T og Sydamagerlisten ikke har kunnet få opbakning hos Det Konservative Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet til at få taget ejendomsselskabet Mileways lagerhaller af tegnebrættet, findes i teksten ovenfor.
Tung trafik.
Spørgsmålet er så, hvorfor vi skal have serveret lækker flødeskum à la mindre selvstændige ovenpå cargokagen, når staten, der har givet muligheden, ønsker noget helt andet?
Altså transport- og logistikvirksomheder med tilhørende lagerfaciliteter – virksomheder der per definition har en stor andel af tung trafik til lands, til vands og i luften.
Projekt ’Dragør Industriby’ vil påvirke alle Dragør Kommunes borgere negativt i en eller anden udstrækning, f.eks. er lufthavnens mål at tredoble sin luftfragt henover hovedet på os dag og nat.
Vi ønsker ikke mere tung fragtfly- og lastvognstrafik i vores lille by. Derfor er det vigtigt, at visionen om industriområdet på nord stoppes totalt.
Hellere i dag end i morgen – så der ikke spildes flere ressourcer og skattepenge på projektet.
Klik her og se ACMV’s indlæg i lokalavisen Dragør Nyt ’Erhvervsudvikling på Nord’