Havneudvikling – AOVT’s propagandamaskine er i gang.

Dragør Havn. Flertallet i kommunalbestyrelsen vil låne et tocifret millionbeløb til at udvikle havnen i en tid, hvor der hverken er råd til vådt eller tørt.

Socialdemokratiet (A), Dansk Folkeparti (O), Venstre (V) og Liste T (T) jagter muligheden for at optage et lån på 20.000.000 kr. på skatteborgernes vegne, således at AOVT kan ombygge Dragør Havn.

Eftersom Dragør Kommune er i økonomisk uføre, så har AOVT’s forslag om havneudvikling indlysende nok mødt en hel del modstand allerede.

Det virker mildest talt besynderligt at låne til et omfattende og ressourcekrævende havneprojekt, idet der er andre og vigtigere prioriteter i Dragør By.

Eksempelvis vedligeholdes de kommunale skoler, institutioner, veje, cykelstier og bygninger ikke i tilstrækkelig grad.

Lånoptagelsen til havneudviklingen resulterer i, at Dragør Kommunes fokus endnu en gang fjernes fra varetagelsen af det absolut mest nødvendige i vores fælles by, hvilket er meget uansvarligt.

Det er nærmest blevet en lokalpolitisk sport, at undgå de ’kedelige’ opgaver, som de folkevalgte sagde ja til at tage ansvar for, da de blev kommunalbestyrelsesmedlemmer i 2017.

Propagandamaskinen er smurt med olie.

Hvis vi skal tro på AOVT, så risikerer badende og lystfiskere “liv og lemmer” på Østmolen i dag.

Derfor skal der opføres “en fin kystpromenade for vores borgere og gæster”.

Dragør Ny Havn er pludselig blevet et meget farligt sted.

Som du kan se nedenfor i AOVT’s billedserie om visionerne for ”masterplanen”, så er det en meget vovet affære at opholde sig i Ny Havn – selvom borgere og turister problemfrit har gjort dette i årtier.

I Ny Havn findes der farlige sten såvel som kviksand – men mange trodser dog ”faren”.

Klik her for at se ‘Dragør Ny Havn – AOTV’s forslag til en masterplan’

Klik her for at se ‘AOVT – Udvikling af havnen til nutidens krav’