Puha-vandet og de sjove politikere i Dragør.

Spildevandssagen udvikler sig for politikere og forsyningsselskaber. Grundet vedvarende protester er tilladelsen til udledning i Øresund nu udskudt til oktober 2020.

Glem alt om Netflix-komedier og forlystelsesparker – det er meget sjovere at følge kommunalpolitik i Dragør.

Borgmesteren påstår, at han ikke er blevet informeret om den planlagte spildevandsudledning i Øresund, før i går morges søndag den 24. maj 2020.

Hermed er alt gået hen over hovedet på den øverst ansvarlige i Dragør Kommune.

Ingen har kontaktet borgmesteren.

Hverken Dragør Kommunes forvaltning, netværk, partifæller, politiske kollegaer eller andre.

Den landsdækkende tv- og pressedækning af spildevandssagen og dragørborgernes mange opslag på de lokale sociale medier har heller ikke fundet vej til borgmesterens opmærksomhed.

Hvad sker der?

Forsyningsselskaberne Hofor A/S og Novafos A/S har fået tilladelse af Københavns Kommune og Gentofte Kommune til at pumpe 290.000.000 liter urenset spildevand direkte ud i Øresund.

Dette skulle efter planen være foregået over 5 dage med påbegyndelse i går.

Det er desværre ikke første gang, at det sker.

En aktindsigt hos Miljøstyrelsen viser, at der alene i Københavns Kommune er blevet udledt over 35.000.000.000 liter urenset spildevand i Øresund i perioden 2014-2018.

De enorme mængder kloakvand, der fra 2014 til 2018 er endt i Øresund, har blandt andet indeholdt 11.000 tons COD, hvilket er betegnelsen for organisk stof – altså afføring.

Herudover har kloakvandet indeholdt 147 tons fosfor og 840 tons kvælstof, hvilket alt sammen er med til at sætte gang i algevæksten – og dermed iltsvindet i Øresund.

Grundet protester er forsættelsen af miljøskandalen nu udskudt til oktober 2020, mens ovennævnte kommuner undersøger, hvad de egentlig har givet tilladelse til.

Modstand på begge sider af sundet.

På den danske og svenske side af Øresund bliver det skemalagte miljøsvineri mødt med løftede øjenbryn og massiv kritik fra borgere, politikere, ministre, Øresundsakvariet, marinbiologer og Danmarks Naturfredningsforening.

I en perle ved Øresund, også kaldet Dragør, som betyder ’sandet strandbred’ – der virker borgerne heller ikke specielt begejstrede for udsigten til forurenet vand i Øresund.

Mange ser derimod gerne, at Øresund officielt får status som naturreservat, da det unikke alge-, plante- og dyreliv kun er delvist beskyttet i dag.

Underskrifter og demonstrationer imod puha-vandet.

Urenset spildevand indeholder afføring, skadelige bakterier, fosfor, kvælstof, husholdningsmidler, maling, medicinrester, kemikalier, tungmetaller, olie og mange andre ubehageligheder.

Ifølge Miljøstyrelsen kan nogle stoffer medføre omfattende skader selv i små doser, og skaderne kan både være akutte nu og her, og kroniske på lang sigt.

Det nydelige svenske ord ’bajs’ betyder ’bæ’ eller ’puha’.

Underskriftindsamlingen ’Stoppa det danska bajsvattnet’ har indtil videre rundet 10.000 underskrifter.

I går lavede den globale miljøbevægelse Extinction Rebellion en happening på Ribersborg Strand i Malmø.

En snarrådig borger på den danske side af sundet, Claus Fredskild Madsen, arrangerede ’Demonstration mod udledning af spildevand i Øresund’, som blev afholdt i går ved Skovshoved Havn med bred tilslutning.

Dragørborgerne har på de sociale medier informeret hinanden og lokalpolitikerne, og vi har skrevet appeller til de københavnske politikere og forsyningsselskaberne.

Hvad gjorde Dragørs borgmester?

Borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) påstod i går, at han ikke var blevet informeret om noget før søndag morgen den 24. maj 2020.

Borgmesteren blev i gårsdagens internet-opslag helt undtagelsesvis interesseret i at tale varmt for beskyttelsen af natur og dyreliv – ja, han gik endda så langt, som til at tale om mangel på godt naboskab og respekt for naturen, kollegaer og medmennesker.

På trods af, at borgmesteren ikke vidste noget som helst om spildevandssagen, så spredte han ivrigt sit opslag på følgende medier: DragørNyheder, Vi der holder af Dragør, Venstre i Dragørs Facebook-side, Venstre i Dragørs hjemmeside og sin egen personlige Facebook-side.

I direkte modstrid med borgmesterens internet-opslag, så viser borgernes erfaring, at borgmesteren i årevis har forsøgt at tromle miljø, natur, dyreliv og de ufrivillige naboer til hans håbløse prestigeprojekter.

Eik Dahl Bidstrup er ikke ’vores’ borgmester. Han er sin ’egen’ borgmester.

De sjove politikere i Dragør.

Kommunalbestyrelsesmedlem Kim Dupont (V) er borgmesterens tro væbner, og han stemmer ukritisk og loyalt i, når borgmesteren skal have sit opportunistiske budskab ud. Det er så sikkert som amen i kirken.

Kommunalbestyrelsesmedlem Morten Dreyer (DF) begyndte ligesom borgmesteren først at røre på sig i går, hvor han udtalte, at sagen først er kommet frem i weekenden.

Morten Dreyer er udvalgsformand for By-, Erhvervs- og Planudvalget i Dragør Kommune og skal godkendes som bestyrelsesmedlem i det kommunalt ejede Hofor Vand & Spildevand A/S den 4. juni 2020.

Hermed kan de sjove citater fra politikerne nydes – god fornøjelse:

Eik Dahl Bidstrup (V): ”Vi er ikke blevet informeret om dette som nabokommuner før i morges”.

Morten Dreyer (DF): ”Sagen har været kørt som en lukket sag med Københavns Kommune og Hofor og først kommet frem i weekenden. Jeg er sikker på, at det bliver et spændende første møde i bestyrelsen, som jeg skal deltage i d 4/6”.

Morten Dreyer (DF): ”For Dragør er det dog positivt, at spildevandet udledes i sejlrenden Kongedybet, hvor der er en stærk strøm nordpå. Dragør slipper derfor sandsynlig for forurening, men de nordlige kommuner kan se frem et grimt forsommer”.

Kim Dupont (V): ”Eik Bidstrup. Selvfølgelig kan den røde borgmester på området stoppe det, hvis hun virkelig vil!”.

Morten Dreyer (DF): ”Det en en sag, som er aftalt af København, som øverste miljømyndighed, har krævet, at Hofors afd for København gør det”.

Kim Dupont (V): ”Det er fuldstændig vanvittigt! De Røde sælger sig selv som “grønne” og se hvad der sker! Det er vælgerbedrag af værste skuffe”.

Ha ha ha ?

Borgerne og havmiljøet er ikke i trygge hænder.

Kommunalbestyrelsesmedlem Kim Dupont mener nu, at det planlagte miljøsvineri skal tages op til debat i kommunalbestyrelsen:

Kim Dupont (V): ”Jeg har netop opfordret til at vi i KB, tager en debat desangående. Som medejere af HOFOR må vi tage stærkt afstand fra det påtænkte tiltag!”.

Bravo. Det er genialt. God idé.