Området mellem Ryvej og Nordre Dragørvej må ikke udlægges til støjfølsomt erhverv.
Et flertal i kommunalbestyrelsen har fortløbende vanskeligheder med at forstå landsplandirektivets egentlige formål.
Industri-, lager- og transportvirksomhed.
Primo 2022 udsendte Dragør Kommunes forvaltning følgende meddelelse om, hvad der rent faktisk var muligt at bygge på arealet mellem Københavns Lufthavn og Nordre Dragørvej i medfør af Indenrigs- og Boligministeriets nye landsplandirektiv af den 3. december 2021:
”Virksomhedstyper: Fra ministeriets side er det en betingelse, at området kun udlægges til erhverv, som ikke er støjfølsomt og dermed ikke begrænser lufthavnens drifts- og udviklingsmuligheder.
Ifølge landsplandirektivet er det erhverv som f.eks. industri- og produktionserhverv, transport- og logistikvirksomheder og lagerfaciliteter.
Arealerne kan derimod ikke udlægges til andre mere støjfølsomme erhverv såsom kontorer, institutioner, liberale erhverv, hotel, restauration mv.
Der vil således overvejende være tale om virksomheder med relativ stor andel af tung trafik, som dels vil stille krav til den overordnede trafikbetjening af området og dels vil stille krav til udformningen af områdets nye veje.” (Bekendtgørelse om landsplandirektiv, Dragør Kommune, 2022).
Vi mener derfor, at borgmesterens flertal direkte vildleder borgerne, når projektet markedsføres politisk som et “A.P. Møllers Allé II“, hvor der i Hvalsøgruppens eksisterende erhvervsområde på A.P. Møllers Allé i øvrigt stadig er mange ledige erhvervskvadratmeter til leje.
Det er jo slet, slet ikke det, og den slags virksomheder Indenrigs- og Boligministeriets landsplandirektiv har givet tilladelse til, kan rummes på det nuværende grønne landbrugsområde.
Så glem alt om små glaspusterier, iværksættervirksomheder, kontorfællesskaber og hvad der ellers har været fremført af kreative erhvervsideer.
Tredobling af Københavns Lufthavns flyfragt.
Det burde være mere end tydeligt for enhver, også det politiske flertal i kommunalbestyrelsen, at landsplandirektivet helt grundlæggende er skabt med det formål, at skabe væsentlig større udviklingsmuligheder for CPH’s cargokapacitet.
Staten drømmer om en tredobling af den i forvejen rekordstore fragtkapacitet, og dertil medfølgende kræftpartikel- og støjforurening fra 24/7-fragtflyvninger, som CPH stort set er Europas eneste lufthavn, der tilbyder.
Så til hest med Dragørs borgere og vores helbred. Flyt hvis du er utilfreds!
For nu kommer CPH – og åbenbart med lokal, politisk støtte.
Klik her og se ’Bilag 2: Oplæg til foroffentlighed’ (29. august 2024)